Snart kan du også parkere din CYKEL i Vejle
Vejle får cykelparkeringspladser i 2015 - og på sigt en supercykelsti fra Rødkilde til Rosborg
Vejle Kommune vil gerne have flere til at hoppe på cyklen i Vejle by. Lokkemidlet er en supercykelsti fra Rødkilde Gymnasium til Rosborg Gymnasium via havnen, banegården, midtbyen og Campus Vejle. På denne strækning skal der være omkring fire steder, hvor man kan parkere sin cykel. Det oplyser Camilla Mølgaard, der er ingeniør i Teknik & Miljø, Vejle Kommune.
Disse cykelparkeringspladser vil blive bygget i 2015, for kommunen har netop fået tildelt en million kroner i tilskud fra regeringens cykelpulje til cykelparkeringspladser. Tilskuddet udgør 40 procent af det samlede budget på 2,5 millioner kroner.
“Det er ikke så nemt at komme rundt på cykel i Vejle. Midtbyen er blevet lidt forsømt, mens vi har bygget rigtig mange cykelstier rundt omkring i kommunens mindre byer,” siger Peder Hummelmose (Venstre), formand for Teknisk Udvalg i Vejle Kommune.
Kommunen vil tage uddannelsesstederne, butikkerne og Cykelforbundet med på råd for at finde frem til, hvor mange pladser der er brug for, og hvor de helt nøjagtigt skal placeres.
“Banegården er et af de oplagte steder. Der kommer mange ind med tog og busser, som skal videre til uddannelsesstederne,” siger Peder Hummelmose.
Vejle Kommune kom ikke med i tilskudspuljen til supercykelstier i denne omgang, men vil søge igen til marts, hvor puljen er noget større, oplyser Camilla Mølgaard, Vejle Kommune.