Fortsæt til indhold

HB Køge forbereder sig til forårssæsonen i USA

Truppen slår lejr i Orlando i Florida i to uger i februar måned

Arkiv
Per Møller

FODBOLD: Efter en efterårssæson 2014, som undervejs bød på mange slag, men sluttede med to fornemme sejre over Skive IK og AC Horsens, er HB Køges trup sendt på en velfortjent jule- og nytårspause.
Men total ferie bliver der ikke tale om.
- Spillerne har i starten af pausen fået 10 dage helt fri for træning - men skal så selvtræne fire gange ugentligt frem til onsdag den 7. januar hvor vi samles igen til årets første træningspas, fortæller cheftræner Henrik Pedersen, der ser tilbage på nogle meget spændende første fem måneder i klubben, efter at han i sommer kom til fra et job som U/18-træner i den østrigske storklub Red Bull Salzburg som afløser for Per Frandsen,
- Det har været en spændende rejse. Fem måneder med mange nye spillere, implementering af ny spillestil. Spillemæssigt kom vi godt fra start - spillede bl.a. en superkamp mod AGF i tredje spillerunde - men så kom som alle jo ved en periode med mindre gode resultater, inden spillerne her mod slutningen af efterårssæsonen atter fik vendt bøtten og sluttede af på flotteste vis. Spillerne er virkeligt vokset gennem hele efterårssæsonen. Vi har i dag en ung trup i harmoni. Deres sult og mod og gode fællesskab bar os gennem krisen - til sidst høstede vi frugterne af det og det skal vi fortsætte med, når vi når frem til forårssæsonen 2015, siger Henrik Pedersen til Lørdags-Avisen.
Sejrene over Skive IK og AC Horsens i de to sidste kampe i efterårssæsonen har virkeligt løftet humøret og troen på fremtiden i HB Køge - lige fra bestyrelsesværelset over administrationen til sidste led i truppen - for ikke at tale om sponsornetværket og klubbens fans.
- Bortset fra pokalkampen mod FC Vestsjælland, synes jeg at vi præsterede rigtig godt i tre af de sidste fire kampe. Vi var i disse kampe bedre end de andre - vi begyndte at skabe chancer og fik lukket godt af bagude. Det var en mandfolkepræstation at komme så flot tilbage efter 1-7 blamagen mod Lyngby - hvor alle havde travlt med at dømme os ude. Der er pokkers til forskel på at ligge under nedrykningsstregen eller lige under midten med gode muligheder for yderligere avancement i rækken til foråret, fastslår Henrik Pedersen, der allerede er i fuld gang med at planlægge opstarten efter nytår.

Benhård opstartsfase

Truppen samles som tidligere nævnt onsdag den 7. januar og så venter der HB Køge spillerne en benhård opstartsfase.
- De får en opstart som de aldrig nogensinde har prøvet før. Jeg kan ligeså godt sige det - det bliver benhårdt. Det bliver en træning med kvalitet og som vil gøre os endnu bedre end vi er nu, fortæller Henrik Pedersen, der via sine kontakter i det store udland har fået en to-ugers træningslejr på plads i Orlando i Florida, USA i februar måned.
- Vi tager afsted til USA mandag den 16. februar og udover at træne står der 5-6 kampe på programmet mod meget kvalificerede modstandere - bl.a. Red Bull New York som det ser ud nu. Vi skal deltage i en turnering med deltagelse af ialt seks klubber. Årsagen til at det økonomisk kan lade sig gøre at skifte det danske vintervejr ud med Floridas varmere klima er bl.a. at spillerne har gået med til at betale en del af turen selv. Det viser deres enorme mod på og lyst til at bygge på og blive endnu bedre. Det er stort, lyder det fra HB Køge-chefen.
Men inden turen går til Florida venter der en række træningskampe på dansk jord.
Der startes op med en intern kamp fredag den 16. januar kl. 12.00. Lørdag den 24. januar venter et dobbeltarrangement på kunstgræsbanen i Herfølge hvor HB Køge først kl. 12.25 spiller mod AB inden man kl. 14.25 møder B.93. Tirsdag den 27. januar spiller HB Køge ude mod FC Nordsjælland, fredag den 30. januar spilles mod Brønshøj og OB er modstanderen enten den 5.,6. eller 7. februar. Lørdag den 14. februar sluttes af mod BK Avarta inden det er tid for afrejse til Florida.
- Der er endnu ikke planlagt nogen træningskampe efter hjemkomsten fra Florida - men et par stykker vil nok komme på tale, slutter Henrik Pedersen.
Og med det program bør HB Køge være klar og toptunet til at tage hul på en spændende forårssæson, hvor der startes op med en uhyre vigtig hjemmekamp mod FC Fredericia søndag den 15. marts.