Øresund Håndbold bliver en hård nød at knække
HÅNDBOLD: Team HK Køge fortsatte i søndags sin sejrsstime i 2. Division Øst, da BK Ydun blev sendt hjem fra Køgehallen med et nederlag på 28-20 i bagagen.
- Selvom vi vandt synes jeg ikke vi spillede specielt godt, men det er lige meget nu - vi fik de to points vi gik på banen efter. Der venter os langt større udfordringer i de to resterende kampe inden julepausen, siger Team HK Køges cheftræner Lars Nedergaard.
Med sejren kom køgenserne tre points foran rækkens nummer to, IF Stadion.
Den første af de to udfordringer er mod Øresund Håndbold i Langebjerghallen i Humlebæk. Øresund Håndbold ligger inden kampen på 4. pladsen med 12 points for 9 kampe - 4 points efter Team HK Køge.
Selvom Øresund Håndbold har fået klø i de to seneste kampe - 19-28 ude mod Rødovre HK og 15-24 ude mod Hvidovre IF - så har Lars Nedergaard meget stor respekt for lørdagens modstander.
- Øresund er et hold der er utroligt svære at spille mod på deres hjemmebane. Holdet har således ryddet al modstand af vejen i sæsonens fire første hjemmekampe hvor rækkens nr. 2 IF Stadion bl.a. er blevet mast med 30-26. Og traditionelt har vi altid haft det svært mod dem. Så vi glæder os til at se om vi kan tage op og snuppe points fra dem i deres Højborg, siger Lars Nedergaard til Lørdags-Avisen.
Team HK Køge skal især passe godt på Hjemmeholdets høje tempo - og deres kontraløb som de er meget stærke til.
- Det er helt sikkert at vi skal tilbage og ramme vores topniveau som jeg ikke synes vi har gjort de seneste kampe. Alle skal præstere det ypperste - vi skal ramme dagen, siger Team HK Køge træneren.
Kampen mellem Øresund Håndbold og Team HK Køge spilles lørdag den 6. december kl. 15.30.
Selvom Lars Nedergaard tager en kamp ad gangen, så kan man ikke andet end at begynde at slikke sig om munden. For der er nemlig lagt op til et meget spændende topopgør i Køgehallen lørdag den 13. december kl. 15.15, hvor IF Stadion kommer på besøg i den sidste kamp i 2. Division inden julepausen.
Team HK Køges andethold i Kvalifikationsrækken møder i weekenden Team Nørrebro i Nørrebrohallen. Kampen spilles lørdag den 6. december kl. 14.45. Team HK Køge ligger nummer 2 i rækken, Team Nørrebro er sidst med blot 2 points for 8 kampe.
Team HK Køges damer i der topper Serie 1, Pulje 1 med 12 points for 7 kampe, slutter søndag den 7. december kl. 15.10 året 2014 af med en udekamp mod HF Sorø i Stenlillehallen.
Pokalkamp fastsat
Team HK Køges kamp i 3. runde af pokalturneringen ude mod Allerød HK fra Kvalifikationsrækken, er fastsat til tirsdag den 16. december kl. 20.15 i Lillerødhallen.