Fortsæt til indhold

Økologisk havre- og kartoffel-is i Give

På den familieejede gård Engmark har Tina Tving Bruun udviklet en helt særlig is af mælk fra egne jerseykøer

Arkiv
Af Lasse Skov

Opskriften er simpel. Is, som vi kender den fra barndommen, lavet udelukkende på mælk, rørsukker, æg fra nabogården og med bær, urter og grøntsager fra lokale avlere. Mejeriet Engmark laver nu Danmarks første økologiske is uden tilsætningsstoffer, lavet på egen jerseymælk.
”Så vidt muligt skal vi selv have råvarerne omkring gården. På sigt vil vi gerne kunne lave det hele selv, og alt skal være 100 procent økologisk,” siger Tina Tving Bruun, gårddatteren fra Engmark, der i forvejen leverer økologisk jerseymælk til Thiisemejeriet.
”Jeg har altid tænkt, at det kunne være sjovt at lave en merværdi ud af det produkt, vi i forvejen arbejder med,” siger hun.

’Studietur’ til Frankring

Sidste sommer var hun i Frankrig på en ”økologisk ” studietur. Her så hun hvor meget, der blev handlet lokalt og det inspirerede hende til at gå i gang.
”Økologi og bæredygtighed betyder meget for mig. Det ligger i naturlig forlængelse af, at vi har leveret økologisk mælk siden 1997,” siger hun.

Rav, signatur og kartoffel

Engmarks isvarianter inkluderer blandt andet ”rav”, der lavet på havre, men smager af karamel, ”signatur”, der er lavet med vilde skovmærker og noget så specielt som kartoffel-is med grannåle. De har også mere klassiske is-varianter som jordbær-is. Men kun om sommeren! For kun om sommeren kan de bruge danske jordbær.

Det smager af fløde

De unikke ispinde fra Give er som de første herhjemme lavet på jerseymælk, det giver isen en helt særlig karakter. Og smag.
Jerseymælk smager nemlig af sødmælk som i gamle dage. Det har i flere tilfælde resulteret i sjove oplevelser og reaktioner på gården i Give.
“På den årlige økodag serverede vi smagsprøver på vores is til alle de næsten 1.800 gæster. Langt størstedelen af de fremmødte var meget begejstrede for isen, men der var faktisk flere, der spurgte, hvorfor isen smager af fløde. Vi bruger den fede råmælk, også kaldet ”creme double”, som vi selv skiller fra mælken i en centrifuge. Jerseymælk indeholder både mere fedt, protein og sporstoffer, hvilket gør vores is ganske særlig i både smag og konsistens. Vi har også oplevet, at børn rynker på næsen, fordi isen ikke er spækket med sukker og farvestoffer - smagsnuancer, de er vant til fra meget af den industri-is, der sælges i dag. Engmark Is smager af det, det er,” fortæller Tina Tving Bruun.
Engmark Is kan købes på gården, som findes på Engmarksvej 2 mellem Givskud og Give.
Åbent fredag, lørdag og søndag klokken 12-16.