Fortsæt til indhold

Fødevarefestival kommer til Vejle

Du kan smage og købe alverdens fødevarer i denne weekend til fødevarefestival i Spinderihallerne i Vejle

Arkiv
Jeppe Rafn

Vejle får i denne weekend for første gang besøg af en fødevarefestival, der startede for tre år siden og siden har vokset sig større og større. Det startede med tre årlige fødevarefestivaller, og nu er man oppe på syv festivaller om året forskellige steder i Jylland og på Fyn.
Konceptet er at lave en udstilling med et bredt sortiment af fødevarer fra regionale og lokale producenter. I Spinderihallerne i Vejle kan man møde over 50 fødevareproducenter, gårdbutikker, ismejerier og lignende. Mange har været med på de andre fødevarefestivaller rundt omkring i landet, og de får i Vejle selskab af lokale producenter fra fødevarefællesskabet Madværket, der deltager med ni udstillere.
“Fokus er på rigtig gode fødevarer fra producenter, der arbejder efter jord til bord princippet. Vi skaber nogle rammer for mindre producenter - mange af dem har ikke selv en fast butik,” fortæller arrangøren Jimi Kristensen fra Vester Nebel.
Han står bag fødevarefestivallerne sammen med sin kone Sisse Hansen. Den første fandt sted for tre år siden på Filsø Avlsgård ved Henne, hvor Jimis forældre har Henne Kro.
“Da vi startede, var det vigtigt med et rødt Ø. Det er ikke nok i dag. Nu vil vi vide, hvor koen kommer fra, hvor den er slagtet, og hvordan den er forarbejdet. Det er en trend i tiden, at der er fokus på, hvad vi spiser,” fortæller Jimi Kristensen.

Et touch af jul

Vejle skiller sig ud fra de andre fødevarefestivaller ved at være den eneste, der finder sted i en by. De andre foregår på store gårde eller gods på landet.
Og så er der jo lige det, at vi jo nu er inde i julemåneden, og derfor får arrangementet i Spinderihallerne et touch af jul over sig. Det vil for eksempel sige, at du kan få klejner hos bageren, og du kan også købe anden til juleaften.
Af lokale udstillere finder man blandt andet Rødmose Gartneri, Engmark Is, Jelling Bryghus og Osteriet. Nogle af kunst- og designvirksomhederne i Spinderihallerne deltager også sammen med Caféen, der har sat sig for at sammensætte dagens menu af varer, der alle kan købes på udstillingen.
Gæsterne kan desuden få et afbræk fra fødevarerne i Kulturmuseet, der ligger i Spinderihallerne og holder åbent under udstillingen. Børneteatret Xeneriet bidrager med et teaterstykke om fødevarer.

Foto fra Nørholm Gods i Varde, hvor der i sidste weekend kom over 4.000 gæster til fødevarefestivallen, der i denne weekend foregår i Spinderihallerne i Vejle.