Fortsæt til indhold

Drop julegaver på bagsædet af bilen

Gaverne skal i stedet om i bagagerummet, ellers dækker forsikringen ikke. Tøm bilen, før tyven gør det

Arkiv
Arkiv

Så står den endelig for døren. Julen.
Mange er udenbys i julen, men det kan blive en kedelig og dyr oplevelse for dem, der glemmer at gemme gaverne i bilen væk.
Indbrudstyvene har nemlig kronede dage i juledagene, når bilerne er proppet med dyre gaver. Og din forsikring dækker kun, hvis du har husket at låse bilen, og din forsikring dækker ikke guld, sølv og smykker stjålet fra din bil.
Så det kan ende med at blive en ekstra jul, hvis du lader julegaverne ligge frit fremme på bagsædet i bilen. Tyvene holder ikke fri i julen, hvor bilerne bugner af dyre gaver og er ekstra fristende for tyve.

Gem gaverne væk

Tyverier fra biler er et gennemgående problem året rundt, men november og december adskiller sig fra de andre måneder. Tyvene får nemlig mere med sig per indbrud, når de bryder ind i bilerne for at tømme dem for værdier. I november og december er tyverier fra biler - ifølge forsikringselskabet Alkas beregninger - cirka 15 procent dyrere end gennemsnitsmåneden.
“Indbrud i biler er et stort problem, men især op til jul oplever vi desværre, at rigtig mange danskere bliver udsat for indbrud i deres biler. Vi glemmer ganske enkelt at gemme de dyre gaver væk, og det udnyttes af indbrudstyve,” siger Lise Agerley, kommunikationsdirektør i Alka.

Dækker ikke smykker

Det er derfor en dårlig idé at opbevare julegaverne på bagsædet eller have andre værdigenstande liggende frit fremme.
“Man er dækket af sin indboforsikring, hvis man har husket at låse bilen, og der er tegn på, at bilen har været brudt op. Derfor er det meget vigtigt, at man tjekker en ekstra gang, at bilen er låst, når man forlader den,” lyder det fra Lise Agerley fra Alka.
Forsikringen dækker ikke, hvis du får stjålet penge, guld, sølv og smykker fra din bil. Heller ikke selv om det er gemt væk. Så har du købt et smykke til kæresten, så tag det med dig.
Gadgets, pc'er, mobiltelefoner, fotoudstyr, ure og andre smykker skal gemmes godt væk i bagagerummet, for de er kun dækket, hvis de ikke har været synlige udefra.
“Tag alle værdifulde ting med, når du forlader bilen - eller lås dem inde.,” lyder rådet fra Lise Agerley fra Alka.