Fortsæt til indhold

Mor og datter fejrer 40 år med krop og sjæl

Helle er boss, men Bodil er mor, og sammen har de det pragtfuldt i Det Alternative Hus i Rødekro

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

På Helle Nielsens visitkort står der healing, meditation, coaching og spøgelser, mens der står kinesiologi, psykoterapi, håndlæsning, sjælerejser og parsamtaler hos mor Bodil Nielsen.
Hvis der også skulle stå, hvor længe de hver især har været i gang, så kan Bodil se tilbage på 25 år som psykoterapeut og kinesiolog, mens Helle har været alternativ behandler i 15 år. Tilsammen kan mor og datter således mønstre 40 år 'i branchen', men det er kun et års tid siden, at de flyttede under samme tag.
“Min mor har haft klinik hjemme på sin privatadresse, men da hun og far flyttede til et mindre sted, var der ikke længere plads til klinikken. Tilfældigvis havde jeg på samme tid tegnet en lejekontrakt på stedet her, og så gav det sig selv, at vi flyttede sammen,” fortæller Helle Nielsen.
“Det er simpelthen pragtfuldt. Jeg respekterer selvfølgelig, at Helle er boss, og jeg 'bare' er en af efterhånden mange behandlere, som har lejet sig ind,” smiler Bodil Nielsen.
“Jeg ved ikke, om jeg er boss, men det var i hvert fald meningen, da jeg lejede mig ind her på førstesalen i Vestergade 30, at vi skulle være flere. Efter at have arbejdet for mig selv i 14 år, syntes jeg nemlig, at det kunne være spændende at prøve at starte et behandler-fællesskab,” siger Helle Nielsen.
“Og det er vist lykkedes meget godt, for Det Alternative Hus, som jeg kalder det, rummer lige nu en zoneterapeut, en senetensbehandler og massør, en clairvoyant, en kinesiologisk coach, og en som laver tai chi. Og så er der to mere på vej. Det er en terapeutisk massør og en akupunktør,” fortæller Helle.
Selv arbejder hun mest med healing og meditation, men en del af tiden bruger hun sine clairvoyante evner til at rense huse.
“Jeg bruger mit klar syn til at fjerne uønskede ånder og ikke mindst flytte den ubehagelige energi, som ånden har efterladt. Det har jeg blandt andet ad flere omgange gjort på Gram Slot, hvor familien der følte sig generet af de åndelige aktiviteter,” fortæller hun.
“De clairvoyante evner ligger til familien. Min oldemor havde dem også,” siger Bodil.
“Som barn tænkte jeg ikke over det, og jeg har aldrig været bange for det. Jeg skænkede det faktisk ikke en tanke, at jeg havde nogle særlige evner i den retning,” siger Helle.

Blev træt af journaler

Indtil Bodil blev 65 år arbejdede hun som psykoterapeut for en række kommuner. En af grundene til hun valgte at stoppe var, at hun blev træt af at skrive journaler. Men selvom hun i dag er 71, har hun ikke skruet ned for aktiviteten.
“Nej, hun er stadig i fuld sving, og jeg synes, det er sejt, at hun tog en uddannelse som håndlæser som 65 årig,” roser datteren.
Der er således fuld gang i både mor og datter trods de tilsammen 40 år som alternative behandlere.