Fortsæt til indhold

Altid hvid jul hos jysk storfamilie

Arkiv
Louise Ritter

Her fortæller Morten Hahn-Petersen, direktør for Fiskeri- og Søfartsmuseet, om sin mest mindeværdige jul:

“Det er min barndomsjul i Nordjylland. Jeg boede i Fjerritslev dengang sammen med mine forældre og min søster. Min farfar og bedstemor boede der også, og min farfar var læge i byen. De havde et kæmpe hus, hvor vi holdt jul. Vi var selvfølgelig vant til at komme der, men det helt særlige ved julen i huset var, at alle andre kom hjem fra nær og fjern for at være med,” siger museumsdirektøren og fortsætter:

“Mine bedsteforældre havde fem børn, der alle kom hjem med deres familier fra så forskellige steder som Færøerne, Hobro og København. Der var et rend af os børnebørn - vi var ni i alt. Juleaften og første juledag var vi vist 28 mennesker samlet. Når jeg tænker tilbage, så var det så festligt. Og så mindes jeg også, at det altid var hvid jul dengang, selv om det vist ifølge statistikkerne næppe kan have været det, men jeg husker det nu sådan!”