Børn lærer om trafik i Julehjertebyen
Nye pedaltog gør Julehjertebyen ekstra interessant for de mindste
Æ Juletoch er allerede et vartegn for Aabenraa i julemåneden, men nu er der kommet ekstra damp på tog-kedlerne i Julehjertebyen.
I år er der nemlig også små pedaltog til Julehjertebyens mindste gæster mellem to og otte år.
Det er “over-togmesteren”, Ingolf “Guffe” Lorenzen, der har importeret idéen med til Aabenraa fra England, hvor han første gang så de små tog.
“Jeg syntes, der manglede noget i Julehjertebyen for de helt små, og da jeg så disse tog i England, så var der ikke langt fra tanke til handling”, fortæller Guffe.
Ros til frivillige
Han understreger dog, at initiativet aldrig ville være blevet realiseret, hvis det ikke havde været for de velvillige sponsorer og de mange frivillige, der er med til at trække læsset i december.
“Vi er efterhånden 30 frivillige, der kan køre Æ Juletoch, og de passer også pedaltogene på skift. Det er en stor opgave at løfte, men vi kan se på den første tid, at det allerede er en stor succes med de nye tog til børnene”, fortsætter han.
Børnene får udstedt kørekort efter turen rundt på banen i Julehjertebyen - forudsat naturligvis, at alle færdselsreglerne bliver overholdt.