Fortsæt til indhold

Et lyst hoved fra mørklægningen

Håndværkerforeningens formand, farvehandler Preben Rasmussen runder de 70

Arkiv
Arkiv

Når farvehandler Preben Rasmussen fredag den 2. januar bliver 70 år, er det et af af byens flittige forenings-mennesker og lyse hoveder, der fylder rundt. Selv om han i avisen har fortalt, at han nok er et resultat af mørklægningen med den tyske besættelse under 2. Verdenskrig. - De frøs nok også dengang, og det var svært at skaffe brændsel, som han siger. Preben Rasmussen har ved siden af sin farvehandel på Helligkorsvej, som nu drives af de to sønner Thomas og Martin, været aktiv på mange fronter i Roskilde - lige fra Roskilde Garden og Fugleskydningsselskabet til Borger-, Håndværker- og Industriforeningen, hvor han fortsat er formand. Han voksede op og gik i skole i Himmelev, før han kom i lære hos en farve- og tapethandler i Allehelgensgade 3. Her havde Roskilde Avis til huse indtil for nylig, og nu findes tøjforretningen Uno på adressen.

Vigtig middagssøvn

Allerede mens han gik i skole havde Preben været bud hos en farvehandler i Grønnegade, men denne kunne ikke give ham en læreplads, så Preben startede hos den 76-årige mester i Allehelgensgade, der skulle sove til middag hver dag. Da han var udlært, skulle han være soldat på Bornholm, som dengang var 'Danmarks knytnæve mod øst' overfor Sovjetunionen og de øvrige kommunistiske lande ved Østersøen. Derefter fik han job i Holbæk og siden på Nørrebro, som dengang var et arbejderkvarter og noget af en kulturforandring for den unge mand fra Roskilde. - Så hørte jeg, at forretningen i Grønnegade, hvor jeg havde været bud, var til salg, men det var den ikke, da jeg ringede og spurgte. En bekendt forklarede mig bagefter, at jeg havde begået en alvorlig fejl ved at ringe til middag, når ejeren skulle sove. Så prøvede jeg om aftenen, og vi blev enige.

Håndværkeren

Preben Rasmussen har oplevet store forandringer gennem sine mange år i branchen, men han er stolt over at have lært håndværket fra bunden. - Vi skulle blande farverne i hånden, og det er fortsat en stor fordel at kunne det, så det har mine to sønner også lært. Men sortimentet er blevet kraftigt udvidet. Før var det bare tapet og maling, nu sørger vi for hele interiør-løsninger samt gulvbelægning og solafskærmning. Håndværket følger han også op på som formand i Roskilde Borger-, Håndværker- og Industriforening, som ejer Restaurant Håndværkeren i Hersegade samt en række pensionistboliger ved Jernbanegade. Farvehandleren var i mange år en af drivkræfterne i Roskilde Garden, hvor hans tre sønner også blev trænet i både eksercits og musik. Han er selvfølgelig også med i Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskab og nåede at blive fuglekonge i 2007. Hustruen Ulla var i mange år også med i forretningen. - Vi havde en klar arbejdsdeling: Hun var chef derhjemme, og jeg bestemte i butikken. Måske er det også derfor, at jeg ikke går helt på pension foreløbig, fortæller han med et lunt smil. tkReception fredag den 2. Januar, klokken 14-18 på Håndværkeren, Hersegade 9.