Fortsæt til indhold

Braunstein holder fødselsdag

Braunstein inviterer til ni års fødselsdag på Søndre Havn lørdag den 6. december klokken 10-15.

Arkiv
Martin Rasmussen

fødselsdag Bryghuset Braunstein fylder ni år i denne uge, og traditionen tro er alle inviteret med til fødselsdagsfest på Søndre Havn i det folkelige bryggeri og destilleri, som gennem årene har udviklet sig til et yndet sted for både øl- og whiskyentusiaster. Braunstein benytter da også traditionen tro fødselsdagen til at lancere både sin årlige Heritageøl - et særligt bryg der kun udsendes i begrænsede mængder - og en ny whisky i form af cask strength-whiskyen E:6. Braunsteins whiskyeventyr har haft fart på fra start, og det har ikke mistet momentum siden - således er det fleste af de 300 flasker af E:6 afsat på forhånd, men der er stadig 80 flasker til salg, hvis man drømmer om at købe en med hjem til en julegave eller til eget forbrug. At Braunsteins whiskyeventyr ikke kun er dansk illustreres i øvrigt ved, at flaskerne indtil videre er afsat til købere i 23 forskellige lande. - Men Køge er vores hjemmebane, og uden den opbakning, vi har oplevet her gennem alle årene, så havde det aldrig kunnet lade sig gøre, understreger Michael Braunstein Poulsen og henviser blandt andet til, at der altid kommer mange mennesker til Braunsteins arrangementer. For eksempel var der omkring 500 gæster til Braunsteins whiskyfestival for nylig, og i årets løb har der været over 11.000 mennesker på besøg i det lille bryggeri og destilleri på havnen. 2014 blev i øvrigt også året, hvor der faldt endelig afklaring omkring bryghusets fremtid, idet man fik grønt lys til at blive i Søndre Havn-området fremover gennem den kommende og omfattende byudviklingsproces, så der er masser at fejre i forbindelse med fødselsdagen, som finder sted lørdag den 6. december klokken 10-15. Næste år er der i øvrigt også store nyheder på vej fra Braunstein, som allerede tidligt på året vil være klar til at tilbyde whiskyentusiasterne en ny lokal oplevelse, når man slår dørene op til sit nye whiskylager.