Hjerting Posten på nye journalistiske hænder
Redaktør Birthe Gaj Nielsen har med virkning fra nytår solgt lokalavisen Hjerting Posten, men ejerskabet flytter ikke særlig langt og forbliver i dén grad lokalt.
Den nye ejer er således sælgerens private nabo i Hjerting, journalist Kurt Henriksen, så Hjerting Posten vil også fremover have stærk forankring og fokus i lokalområdet.
”Hjerting Posten får den helt rigtige ejer, og tidspunktet er det rigtige for mig. Jeg vil fremover fokusere på den anden del af min virksomhed som mindfulness instruktør og coach, så jeg er glad for at kunne give stafetten videre,” siger Birthe Gaj Nielsen, der har ejet avisen siden 2006.
Kurt Henriksen er 47 år og uddannet journalist.
”Det kræver selvfølgelig en dyb indånding at investere i et printmedie i disse digitale tider, men Hjerting Posten er en lille perle med en særdeles interessant læserprofil for annoncørerne, og købet har desuden et vist 'con amore'-element for en gammel avismand som mig. Så jeg glæder mig meget til at arbejde videre med Hjerting Posten sammen med mine andre aktiviteter," siger Kurt Henriksen.