Køge udraderede BK Amager i Køgehallen
Køges basketballherrer slutter året 2014 af med udekamp mod EBAA lørdag eftermiddag
BASKETBALL: Sidste lørdag spillede Køge Basketball Klubs 1. Divisionshold årets sidste hjemmekamp i Køgehallen. Modstanderen var BK Amager, og kampen blev en flot afslutning på et glimrende år 2014 for den ambitiøse klub.
Køge vandt nemlig en storsejr på 91-54, og det var køgensernes tredje sejr i indeværende sæson mod BK Amager, som man også eliminerede i pokalturneringen i oktober måned, samt besejrede i sæsonpremieren i september måned.
For Køge resterer der nu kun en enkelt kamp inden holdet kan holde en velfortjent jule- og nytårspause. Den spilles lørdag den 13. december kl. 13.30 på udebane mod EBAA i Vejlby Risskov Idrætscenter ved Aarhus. EBAA ligger midt i rækken med 8 points for 9 kampe.
Køge vandt de to klubbers førstemøde i oktober måned med 86-65 i Køgehallen.
Køge indleder det nye år med en hjemmekamp lørdag den 17. januar hvor IF Skjold Birkerød gæster Køgehallen.