Gaven til dem der har alt
Tina Henneberg giver her opskriften på en anderledes julegave
Det er muligvis ikke noget der står på ønskelisten, men det kunne nemt gå hen og blive årets gavehit til dem ”der har alt”.
Tina Henneberg fra Outrup, der er kunstner og driver kulturstedet ”Henneberghus” i Esbjerg, er også forfatter til bøgerne ”I Paradis får man ikke bank” samt ”Pigen med de afhuggede fødder”, der er smukke og grumme noveller for voksne. Hos Henneberghus kan man nu og frem til jul købe et gavekort til en privat oplæsning af Tina Henneberg.
”Jeg holder meget af at læse op for folk om det er for 1 eller 150, og med fare for at nogen sikkert kløjs i kaffen nu, så er jeg faktisk rigtig god til det”. Tina Henneberg smiler og fortsætter: ” Ideen er, at dem der får sådan et gavekort i julegave til en oplæsning, sætter en lille time af til det og kommer ned i Henneberghus efter aftale. Der sætter vi os, får en kop kaffe og snakker lidt, inden jeg vælger den novelle jeg tror passer bedst til gæsten. Det er jo en helt vild intim, stærk og måske lidt grænseoverskridende oplevelse, men synes det er en fantastisk og bestemt også en lidt anderledes gaveide. Jeg har tit selv stået f.eks. mine forældre eller veninder der har alt, og prøvet at tænkt i lidt alternativ julegave, og er helt overbevist om at en fortælling også er en fin og meget personlig julegave at få” slutter Tina Henneberg. Synes du også det lyder som en god ide, kan du kontakte Henneberghus for yderlig information om "Gavekort til en fortælling".
Tina Henneberg driver nu Henneberghus i Esbjerg. Udover det arrangerer hun litteratursaloner og skiftende udstillinger, er der også kendte kulturpersonligheder der kommer til intimarrangementer med Tina Henneberg som værtinde. Senest har Anders Agger samt eventyreren Troels Kløvedal gæstet Henneberghus.