Censurkunst trækker folk indenfor
Roskilde Kunstforenings årlige udstilling Roskilde Åben er noget, som folk godt vil bruge tid på at se. Udstillingen har i løbet af de tre uger, som den varer, været velbesøgt. - Den største dag var selvfølgelig åbningsdagen, hvor der kom 450 gæster, siger Henriette Westh fra Roskilde Kunstforening. - På hverdagene har vi haft cirka 20 gæster om dagen. I weekenderne har der været langt flere. - Så jeg regner med, at vi har haft små 900 gæster i løbet af udstillingsperioden. - Vi har da også fået solgt et par værker, men ikke så mange som tidligere. Så krisen er ikke helt overstået endnu. Roskilde Åben 2014 og de tidligere udgaver er en udstilling kunstnerne gerne vil udstille på. - Når vi bedømmer hvilke værker, der skal med på udstillingen, så kan vi se at der er mange gengangere, der har anmeldt værker, også selv om de ikke kommer med hvert år, siger Henriette Westh. - Jeg kan også se at der er en del, som er professionelle kunstnere, der gerne vil udstille. - Så på den måde er vores blåstempling af kunstnerne også en blåstempling af os. Blandt de mange besøgende er der også en del skoleklasser. - Børnene er meget interesserede i, hvad de ser, og hvad det egentlig går ud på når vi siger at udstillingen er censureret, siger Henriette Westh. - Så vi fortæller dem, at der er nogle censorer, der kigger på alle de værker, som er tilmeldt og vælger de bedste af dem ud. Roskilde Kunstforening holder jule- og nytårs ferie i udstillingsvirksomheden frem til midten af januar, hvor der kommer en udstilling med værker af Hans Morten med titlen ‘Farvetoner’. jp@roskildeavis.dk