Fortsæt til indhold

Arbejdsgiver får energi og arbejdsglæde ved at give folk en chance mere

Det er ikke så svært at give folk en chance på arbejdsmarkedet

Arkiv
Peter Friis Autzen

Michael Teut er indehaver af Fredericia Autopleje på Egeskovvej. Men det er ikke kun biler, der pudses op i hans værksted: Det gør mennesker også.
Gennem 14 år har op mod 25 mennesker været gennem Fredericia Autopleje i forsøget på at genvinde fodfæste på arbejdsmarkedet. Enten i arbejdsprøvning, skånejob eller lignende.
“Jeg gør en forskel,” siger Michael Teut og understreger to ting:
“For det første: Vi er ikke et socialkontor. Jeg lukker ikke hvemsomhelst ind, og jeg slækker ikke på mine krav til folks arbejdsindsats. For det andet: Det kræver faktisk ikke det store af mig at give folk den ekstra chance, de har brug for.”
I sidste uge lagde en delegation fra Radikale Venstre vejen forbi Michael Teuts værksted og kontor for at høre om hans erfaringer.
Partiets kommunale spidskandidat, Anders D. Fajstrup, den lokale folketingskandidat Rune Christiansen og folketingsmedlem fra Vejle Syd-kredsen Lotte Rod ville gerne høre, hvordan han finder energien til sin åbenhed.
“Vi vil jo gerne have flere arbejdsgivere til at tage imod de, der kommet skævt ind på arbejdsmarkedet. Så vi har brug for at flere gør som Michael,” siger Lotte Rod.

Papirarbejde

Michael Teut forklarede roligt om de mange fornøjelser ved at åbne sine døre for nogle af de mennesker, der er udfordret af for eksempel lang ledighed, ringe motivation eller måske en afsonet fængselsdom.
“Det er ikke så svært. Det her giver både energi, arbejdsglæde og økonomi,” siger han.
De usædvanlige ansættelser skal give økonomisk mening, ligesom alle andre ansættelser: Vedkommendes arbejdsindsats skal have værdi og gøre en forskel for virksomheden. Netop dét ser ud til at gøre en forskel for de pågældende: De føler, at de kan noget og er noget værd.
På væggen i kontoret hænger en hilsen fra en af de, der har været gennem Michael Teutes virksomhed.
“1.000 tak for hjælpen. Du har været uvurderlig,” står der.
Det eneste minus ved Michaels indsats er papirarbejdet.
“Det er lidt træls at skulle udfylde papirer i massevis,” siger han til de tre politikere.
Det lover de at se på.