Stor U/15 badminton turnering i Køge
BADMINTON: Hele 153 kampe blev afviklet, da Køge Badminton Klub i samarbejde med Spar Nord for nylig afholdt U/15 turnering i Ravnsborghallen i Køge.
Med 88 tilmeldte børn fra 31 forskellige klubber fra hele Sjælland fordelt på fire rækker A, B, C og D, var der lagt op til en stor turnering - og det blev det også. Før lørdagen var omme, havde de 88 børn tilsammen spillet 153 kampe. Der blev i alt spillet i fem forskellige kategorier i aldersgruppen U15 – herresingle, damesingle, herredouble, damedouble og mix-double.
For at nå igennem det stramme program, blev turneringen allerede skudt i gang lørdag morgen kl. 9.00 og sluttede først kl. 19.15.
Og de mange fremmødte publikummer lige fra forældre, bedsteforældre og søskende blev vidne til mange flotte, fair og ikke mindst drabelige kampe i Ravnsborghallen.
Køge Badminton Klub var flot repræsenteret med 14 tilmeldte spillere.
Udvalgte resultater fra Køge-spillere:
I D-rækken vandt Søren Pedersen og Johan Engelhart i herredouble i en meget tæt finale mod Peter Glarnø og Nicklas B. Jensen fra Grantoften med 20/22-21/19-21/19.
I B-rækken gjorde Simon Næsager sig rigtigt flot bemærket. Simon Næsager, der var seedet til tredjepladsen, overraskede og vandt herresinglen mod anden seedede Philip Dalager, Charlottenlund.
Og i herredouble blev Simon Næsager nr. to med sin makker Andreas Oest-Jacobsen også fra Køge og de tabte til Anders Rasmussen og Mikkel Hansen fra Nykøbing F. i to tætte sæt.
- Det var en rigtig god dag, og jeg er imponeret over at se, hvor meget de enkelte spillere fra klubben er gået frem i løbet af sæsonen, siger Jan Ørum, der er ungdomsformand i Køge Badminton Klub.
Køge Badminton Klub vil gerne takke alle frivillige, som var med til at skabe en god turnering. Herunder også Spar Nord, som leverede mange flotte præmier.
pm