Tobakken forstyrrer julefreden
Her er lidt om, hvad man kan nå på Tobakken inden jul.
Torsdag 18. december kl. 20.00 gælder det det nye og anmelderroste rock band The Awesome Welles, der - sammen med special guest Sebastian Wollf fra Kellermensch - kommer forbi Tobakken og forstyrrer julefreden med deres mørke og følelsesladede rockmusik, som kan høres på bandets debutalbum ”The Awesome Welles”, som udkom i august måned. Albummet er indspillet i Esbjerg, og har ingen mindre end Sebastian Wollf som producer, hvilket må siges at være det perfekte match. Resultatet er dybt og inderligt og hårdtslående, og special Guest til koncerten bliver Sebastian Wollf, der vil spille egne sange og sange sammen med The Awesome Welles.
Lørdag den 20. december kl. 21.00 gælder det det store 9 mands band Von Dü, der har slået sig fast som et af den danske musikundergrunds flagskibe. Siden starten har bandet givet deres bud på, hvordan dansksproget reggae kan lyde, og i deres finurlige sprogunivers bliver gråspurve skudt med kanoner, og der er ingen hellige køer.
Von Dü har udgivet en Vinter EP, så der er lidt nyt at tage af, og mon ikke at en julekoncert med det herlige band vil ha' lidt nissegodt at byde på.