Fortsæt til indhold

Danskerne er mest til and juleaften

Det er oftest anden, der slår mave på julebordet den 24. december. Men der er store regionale forskelle. Kalkun fylder mest i Sønderjylland, og fynboer er til flæskesteg

Arkiv
Arkiv

Anden er stadig den mest spiste menu juleaften, men flæskestegen ligger lige i rumpen af den som danskernes yndlings-julemad - 60,6 procent helt præcist er til and og 45,9 procent er til flæskesteg.
Det giver mere end 100 procent - og det er fordi, der er mange, der får begge dele. Men der er stadig store regionale forskelle på, hvad vi spiser juleaften
Hver sjette fynbo spiser medister den 24. december, hvilket er tre gange så mange som landsgennemsnittet, viser en undersøgelse fra Coop. Men nu spiser fynboerne så også både mere brunsviger OG medisterpølse til hverdag. Fynboerne er også de danskere, der foretrækker flæskesteg fremfor andesteg.
I Sønderjylland vil de gerne have kalkun på julemenuen, og i Vest- og Nordjylland er der tradition for, at man serverer chips, gerne lunede, måske ovenikøbet på radiatoren, til et traditionelt julemåltid.
Ser man tilbage i historien, var flæskestegen den mest almindelige spise ude på landet, mens anden var lidt finere, men stadig ikke så fin som gås. Derfor blev anden også i flere hundrede år kaldt for fattigmandsgåsen.
Gås har altid været for de få i Danmark. Almindelige mennesker havde ikke mulighed for at tilberede en gåsesteg, før ovnen blev opfundet. I slutningen af 1800-tallet var komfuret blevet almindeligt udbredt.
Det er nu heller ikke let at skaffe en gås, og så er den noget dyrere end and og meget dyrere end flæskesteg. Til gengæld er gæs store og kødfulde og giver gode rester - til flere dage efter.