Fortsæt til indhold

Forbedret cykelrute

Kommunen skal finde godt seks millioner kroner mens Staten yder et tilskud på fire millioner til ny cykelrute- og parkering

Arkiv
Anne Andersen

Når der til september 2015 er budgetforhandlinger i Kolding Kommune, så skal der findes godt seks millioner til en ny såkaldt supercykelrute i den nordlige bydel, samt bedre parkering ved Kolding Banegård.
De resterende godt fire millioner, eller 40 procent til projekterne kommer fra Staten og skal de penge udbetales, er det en forudsætning, at kommunen selv stiller med 60 procent af pengene:
“Jeg tror da helt sikker, at det er realistisk, at vi kan finde de penge på budgettet allerede til næste år, således, at arbejdet kan gå i gang i 2016”, lyder det fra en glad formand fra Teknikudvalget Knud Erik Langhoff (C).

Cykelmillioner til Syd

Forligskredsen Bedre og Billigere Kollektiv Trafik har uddelt de første midler fra cykelpulje og hele Syd og Sønderjylland har fået del i de 40 millioner - deriblandt altså også Kolding, hvor pengene først og fremmest skal bruges til en supercykelrute i den nordlige bydel:
Trafikchef i Kolding Kommune Martin Pape forklarer, hvad den nye supercykelrute er, og hvilke forbedringer der skal foregår:
“Der skal blandt andet etableres en tunnel til cyklister under Nordre Ringvej i krydset ved Skovvangen/Dyrehavegårdsvej. Desuden kommer vi til at kigge på forholdene på Dyrehavegårdsvej, hvor vi blandt andet skal se på de mange parkerede biler på vejen”.

Parkering

Ud over en supercykelrute er der også sat penge af til bedre parkeringsforhold for cyklister der placerer cyklen på Banegården:
“Der skal være parkeringsplads tre forskellige steder ved Banegården, i alt 500 pladser”, siger Martin Pape.