Kamilla kom ud af komfortzonen

I sommer var hun med DGI Skibet i Filippinerne – en måned spækket med grænseoverskridende oplevelser,der spredte glæde blandt de lokale og efterlod hende selv styrket både som menneske og leder.

Uden nogen særlig forberedelse gik Kamilla Christensen og de andre deltagere på DGI Skibet til opgaven med at opsøge steder, hvor de kunne lave en form for sportsevent med børn på lokale skoler. De befandt sig i Filippinerne og kendte ikke sejlruten, som deres kaptajn havde lagt, på forhånd. På trods af at de på den måde blev presset ud af deres komfortzoner, blev de altid godt modtaget.

”Man kommer bare og siger 'hej, vi kommer fra Danmark. Må vi lave nogle aktiviteter med børnene?' Alle skolerne vi kom til sagde ja, og vi kom faktisk til et sted, hvor de skulle til at have en eksamen. Der sagde de, at den kunne de bare tage i morgen. Når nu vi kom, skulle de i hvert fald også lave noget med os. Så man blev virkelig modtaget med åbne arme,” fortæller Kamilla Christensen.

International lederuddannelse

Nogle af formålene med at være ude at sejle på DGI Skibet er, at man får en international lederuddannelse, man skaber en gensidig kulturforståelse, og man giver lokalbefolkningen såvel som sig selv nogle gode oplevelser. På en skole underviste de danske sejlende f.eks. lærerne i, hvordan man spiller badminton, så de fik nogle redskaber til deres undervisning, men andre gange var situationen noget mere hektisk.

”En der hedder Louise og jeg, vi kørte derudaf på knallert. Så kom vi forbi en lidt finere skole og stoppede – vi tænkte, at her skulle vi lige ind og se, om vi kunne komme til at lave noget. Der gik ti minutter, så stod vi med 1100 børn. Der stod vi bare. Så lærer man altså, hvad det vil sige at være presset og omstillingsparat, man finder ud af, hvad man består af, og det er så også der, man finder ud af, at man kan altså godt,” forklarer Kamilla.

Hjemme igen

Kamilla Christensen er tilbage i Danmark og efter en tur, hvor hun har lært en masse om sig selv og om, hvad hun kan præstere, når det gælder, anbefaler hun uden forbehold foreningsledere og andre interesserede at komme afsted.

”Som træner har jeg virkelig lært at være omstillings parat. Herhjemme er vi meget i kasser, men nu har jeg lært, at mærke efter. Hvis man f.eks. træner gymnaster, og noget ikke fungerer, så må man tænke hurtigt og lave noget om,” fortæller hun og afslutter:

”Jeg er kommet hjem og brænder endnu mere for min forening og har endnu mere lyst til det frivillige foreningsarbejde.”