Fortsæt til indhold

Dyne-Larsen lægger sig i nye senge

SengeSpecialisten, der har hovedsæde i Lystrup, er blevet opkøbt af Jysk

Arkiv
Af Kim Skovrup Andersen

opkøb Lars Larsen Group, der blandt meget andet ejer kæderne Jysk, Ilva, IDEmøbler og Bolia.com, har købt aktiemajoriteten i sengekæden SengeSpecialisten. Kæden med hovedsæde i Lystrup har 11 butikker fordelt i Jylland og på Fyn og har planer om at åbne flere butikker. SengeSpecialisten sælger senge, madrasser og tilbehør og ligger derfor naturligt inden for Lars Larsens Groups fokusområde.

Flere valgmuligheder

“Vi er i forvejen eksperter i alt til en god nats søvn, og med overtagelsen af SengeSpecialisten kan vi nu tilbyde kunderne endnu flere valgmuligheder,” siger Lars Larsen i en pressemeddelelse. SengeSpecialisten er startet i 1999 og er ejet af stifter Jørgen Bebe Staal, der i dag er salgs- og marketingdirektør, og administrerende direktør Brian Lund Nielsen. Jørgen Staal og Brian Nielsen bevarer en mindre aktiepost i selskabet – og ser nu frem til med Jysks ejerskab at sætte fart på ekspansionen. ”Vi har rigtig mange glade kunder i Jylland og på Fyn, og derfor glæder vi os til at blive landsdækkende og dermed nå ud til endnu flere med vores sengeløsninger,” siger Brian Lund Nielsen.