Ny præst er flyttet ind
Niels Dalsgaard er ny præst i Maugstrup Præstegård
Tresognspastoratet er igen fuldtalligt på præstesiden. Niels Dalsgaard er flyttet ind i Maugstrup præstegård, og er ordineret i Haderslev Domkirke så sent som i mandags.
Niels Dalsgaards indsættelse vil ske i de tre sognekirker på søndag. Han glæder sig meget til sit fremtidige arbejde, idet præstegerningen er ny for ham. Han kommer lige fra universitet i København. Med sig i præstegården har han sin kone, som på nuværende tidspunkt er cand mag i København:
“Det har ikke altid været meningen, jeg skulle læse til præst. Efter endt gymnasium læste jeg faktisk medicin,” fortæller Niels Dalsgaard:
“Jeg fik imidlertid mere og mere interesse for Kirkegaard. Det førte så til studieskifte. Det er jeg rigtig glad for,” fortæller han.
Det er ikke tilfældigt at Niels Dalsgaard havner i et landsogn. Han stammer fra et tilsvarende på Fyn, så det passer ham fint. Han ville ikke bryde sig om at forsvinde i et bysogns mangfoldighed. Han vil rigtigt gerne være en del af sognet. Også på foreningsplan. Selv er han meget historisk interesseret.
Niels Dalsgaard har præster i familien, men betragter sig selv som kulturkristen, og det er han glad for, idet de fleste danskere har den baggrund.
Han glæder sig til præsteindsættelsen. Det bliver festligt, og han håber rigtigt mange mennesker vil deltage.
Indsættelserne sker i Jegerup klokken 9.00, Vojens 10.15 og klokken 11.30 i Maugstrup.