Opera, mode og jul på Torvet
Entertainer Amin Jensen er konferencier på Happy Huntings julemodeshow på Torvet søndag den 7. december
Igen i år er det lykkedes Karina Dunkjær, indehaver af tøjbutikken Happy Hunting på Torvet, at få entertainer og komiker Amin Jensen til at agere konferencier under sit julemodeshow søndag den 7. december klokken 14.
"Jeg kender Amin privat, så derfor var det oplagt at spørge ham, om han gerne ville hjælpe til igen i år - det ville han heldigvis gerne," fortæller Karina Dunkjær, som har samlet et hold helt særlige modeller til lejligheden.
"Jeg havde den idé, at det kunne være fedt at præsentere de samme sæt tøj på vidt forskellige typer kvinder. Derfor er det mine dejlige kunder selv, som hopper i tøjet til modeshowet - nogle har taget deres veninder med, så vi kommer nok ikke til at mangle modeller den dag."
Selvom Karina Dunkjær er mere end taknemmelig for den hjælpende hånd, som kunderne leverer, så er hun ikke i tvivl om arrangementets højdepunkt:
"Det bliver, når Amin igen afslutter med operasang. Han er simpelthen eminent dygtig - jeg får helt kuldegysninger bare ved at fortælle om det - det bliver så smukt."
Amin Jensen har efterhånden sunget opera i 14 år og har ved flere lejligheder haft personlige møder med operastjernen Pavarotti.
Sideløbende med mode og opera byder Torvet også på smagsprøver: Vin & Vin serverer julevin, mens Happy Hunting er leveringsdygtig i gratis, varm kakao til børnene, samt gløgg og æbleskiver.