Jeanette Ottesen - nu med tyske kræfter til hjælp
Den regerende verdensmester, Jeanette Ottesen, kan nu køre rundt i en Mercedes. For som partner til Dansk Svømmeunion har Alm. Brand Bank sponsoreret en Mercedes-Benz A-klasse til den danske svømmestjerne, der til daglig svømmer i Vejle Svømmeklub Triton.
Det kan man læse i en pressemeddelelse, som Alm.Brand har sendt ud.
Ifølge filialdirektør Claus Christensen fra Alm. Brand Bank i Kolding er bilen til Jeanette Ottesen en del af et større samarbejde mellem Alm. Brand Bank og de lokale svømmerklubber i området:
”Vores samarbejde med Dansk Svømmeunion giver os en enestående mulighed for at støtte og involvere os i svømmesporten. Som lokal bank vil vi gerne være med til at støtte idrætslivet i nærområdet. Vi er derfor stolte af at være partner for dansk svømning frem til 2017, hvor vi både støtter svømmelandsholdet og samtidig giver økonomiske fordele til klubber og medlemmer i vores bank,” forklarer Claus Christensen.
For Jeanette Ottesen betyder bilen, at hendes hverdag bliver nemmere, og så er hun, som hun selv siger, lidt af en 'Mercedespige':
”Det betyder meget for mig at have en bil i hverdagen. Jeg kan ikke forestille mig at skulle klare mig uden. Jeg træner 30 timer om ugen, og det er vigtigt at spare på mine kræfter, så jeg kan bruge dem i vandet og ikke bruger dem på at cykle rundt. Så en bil gør min hverdag meget lettere, og så er det et ekstra plus, at bilen er en Mercedes. Jeg har altid haft et godt øje til Mercedes.”