Rødder stjal fra et-årige Julie
En fødselsdag i Æblehavens beboerhus blev ødelagt af fire rødder
Lille Julie blev udsat for tyveri på hendes allerførste fødselsdag, der blev holdt i Æblehavens beboerhus i weekenden.
Mor Malene Pedersen føler sig ikke tryg i boligkvarteret, hvor hun bor.
Det skulle ellers have været en hyggelig dag. Malene Pedersen, mormor og en veninde var i gang med at gøre beboerhuset i klar til den store dag.
Pynte pænt op, dække bord og gøre maden klar, før de 34 gæster dukkede op for at fejre den lille piges første fødselsdag.
Ubudne gæster
- Pludselig hørte vi noget pusle indenfor og så en person løbe forbi vinduet udenfor, siger Malene Pedersen.
Hun gik ind i lokalet, hvor gavebordet stod. Her så hun en ung fyr løbe væk og hen mod tre andre drenge, der stod og ventede lidt væk.
Malene Pedersen kunne straks se, at en af gaverne på bordet manglede.
De tre kvinder tog hurtigt overtog på og løb efter de fire drenge for at få fat i gaven.
- Vi spurgte, om de havde stjålet en gave.
- Så begyndte de at spytte efter os og spurgte om vi havde et problem, siger Malene Pedersen og forklarer, at drengene gik meget tæt på dem og virkede truende.
Kvinderne blev bange og gik ind igen. Men de så, at drengene stak af i retning mod Rønnebærparken.
Utryg
- Vi rystede af raseri over episoden, og vi følte os ikke længere trygge i huset, fordi vi ikke vidste, om de ville komme tilbage igen.
Malene Pedersen ringede efter politiet, der oplyste, at de ville sende en patrulje, hvis der blev en ledig. Det gjorde der åbenbart ikke, da der ikke kom nogen forbi, siger den unge mor.
- Jeg føler mig ikke tryg ved at bo her, når den slags ting kan ske, siger Malene Pedersen.
Hun fortæller, at drengene var omkring 15 år. Hun har ikke lagt mærke til dem i Æblehaven før.
Da gæsterne kom, vendte stemningen i beboerhuset heldigvis, og lille Julies et-års dag blev fejret med maner.
ag@roskildeavis.dk