Specialbørnehaven Solsikken får et interaktivt rum
Som den første institution i Varde Kommune har specialbørnehaven Solsikken fundet midler til at opføre et nyt interaktivt rum, kaldet snoezelrum
Rummet egner sig særligt til træning og behandling af børn med fysisk- og psykisk funktionsnedsættelser.
Det er etableret særligt til børnene, der har sin daglige hverdag i Solsikken, og skal være et stimuleringsredskab, som de ansatte pædagoger kan anvende i behandlingen af det enkelte barn.
”For vores børn i Solsikken er snoezel rummet vigtigt, da det stimulerer barnets sanser og fremmer sanseintegrationen," siger dagtilbudsleder Marianne Morsing Hansen. Hun fortsætter:
”I menneskets første år er hjernen en sansebearbejdende maskine, og hvis hjernen ikke er god til at bearbejde sanseindtryk, vil den heller ikke være god til at styre adfærden og derved kan barnets indlæring få vanskeligere vilkår."
Projektet omkring etableringen af rummet startede tilbage i januar 2014, men har været en lang proces, da der skulle tages højde for både de brandsikringsmæssige forhold samt mulighederne for opsætning af hjælpemidler.
”Det har været muligt for os at lave en 100 % egen finansiering af rummet, da vi har formået at føre en målrettet økonomistyring af det udlagte budget," fortæller bestyrelsesformanden for Firkløveret Dennis Bjørn Krog-Meyer.
”Rummet har i alt kostet i omegnen af kr. 180.000, men det er en relativ beskeden pris for den store glæde og værdi rummet skaber for børnene og deres pårørende," fortsætter han.
Det forventes at snoezel rummet bliver et tilbud for Firkløverets øvrige børn, der dermed vil blive en inklusionsfremmende faktor i mødet mellem normal og specialområdet.