Skytshelgen har mistet hovedet
Undersøgelser af Roskildes Sankt Lucius kranium har afsløret, at det ikke er hans
Verden er fyldt med knogler, der efter sigende har tilhørt enten den ene eller den anden religiøse person.
Desværre er det ofte svært at bestemme, om disse knogler rent faktisk har en tilknytning til de angivne personer, da de som oftest har været døde mange århundrede.
I begyndelsen af 1100-tallet hentede udsendinge fra Roskilde Domkirke et kranium hjem, der angiveligt skulle have tilhørt byens skythelgen, Sankt Lucius.
Ifølge Nationalmuseet var dette kranium et af de vigtigste relikvier i Middelalderens Danmark, men nu meddeler samme museum, at kraniet ikke har tilhørt Sankt Lucius.
Historisk var Sankt Lucius pave i Rom omkring år 254, men kulstof 14-datering har afsløret, at kraniet ikke lader sig koble til de kendte fakta.
Skræmte havtrolden
Beretningen om Sankt Lucius kraniums færd til Roskilde har ellers et himmelsk præg over sig.
I 1100-tallet drog to udsendinge fra Roskilde Domkirke til Rom for at få fat i kraniet.
I en drøm på rejsen blev den ene udsending besøgt af Sankt Lucius, der fortalte, at de kunne finde hans kranium ved Sankt Cecilie Kirken.
De to udsendinge ville være i stand til at skelne det fra andre kranier, fordi det skulle stråle som solen.
Drømmen viste sig at tale sandt, men dermed var alt ikke fryd og gammen for de to fra Roskilde Domkirke.
Da de på hjemvejen skulle krydse Storebælt med kraniet i deres besiddelse, blev deres skib angrebet af en havtrold.
Udsendingene bad til Sankt Lucius, der hjalp med at skræmme trolden væk ved at lade den ene af kirkens mænd gå på vandet.
Kraniet blev opbevaret i Roskilde indtil 1600-tallet, hvor det blev flyttet til kongens Kunstkammer.
Nu er kraniet i Nationalmuseets besiddelse.
hw