Problemet er ikke altoverskyggende
Problemet med at en gruppe af ofrene for stormfloden i december 2013, blandt andet i Jyllinge, endnu ikke har fået erstatning er ikke altoverskyggende, sagde Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen onsdag i et svar til folketingsmedlem Flemming Damgaard (V) fra Roskilde.
- Men det er jeg slet ikke tilfreds med, forklarer sidstnævnte til Roskilde Avis.
- Nu er det over et år siden, at Bodil tvang mange mennesker fra hus og hjem, og der er stadig forsikrings-sager, som ikke er afsluttet.
- Da jeg spurgte, om det er en anstændig behandling af borgerne, når de får lov at vente så længe på en afklaring af, om de kan vende tilbage til deres eget hjem, lød ministerens svar, at det blandt andet skyldtes, at reglerne er ændret undervejs i forløbet.
Henrik Sass Larsen, der i øvrigt er S-folketingskandidat i Lejre, henviser til de forbedrede regler for erstatning, som blandt andet Flemming Damgaard og Roskildes socialdemokratiske folketingsmedlem Mette Gjerskov var med til at presse igennem.
- Men disse regelændringer kan jo ikke forklare, hvorfor nogle forsikringsselskaber endnu ikke har sørget for en afklaring, imens andre selskaber er lykkedes med opgaven overfor de borgere, som er forsikret hos dem. Derfor holder ministerens forklaring simpelthen ikke, siger Flemming Damgaard Larsen.
En anden virkelighed
Flemming Damgaard mener, at Henrik Sass simpelthen har en en anden opfattelse af virkeligheden end den, som borgerne i Jyllinge og andre udsatte områder har oplevet på deres egen krop.
- Ministeren henviser blot til omfanget af uafsluttede sager, der i hans perspektiv ikke er altoverskyggende. Jeg ser i stedet på den enkelte stormflodsramte, som stadig ikke har fået en afklaring.
- Antallet er ikke afgørende, for det er en katastrofe for hvert enkelt menneske, der er ramt. Det burde ministeren forholde sig til, fremfor bare at se på tallene,
Flemming Damgaard Larsen vil nu stille ministeren et skriftligt spørgsmål omkring den forventede behandlingstid af de uafsluttede sager.