Fortsæt til indhold

Liga får ny sponsor

Boxer TV er blevet ny hovedsponsor for herrernes håndboldliga

Arkiv
Arkiv

liga Herreligaen har fået ny hovedsponsor i form af tv-udbyderen Boxer TV. Det betyder bl.a., at ligaen skifter navn til Boxer Herreligaen. Dertil kommer en række andre ændringer, som påvirker udsmykningen i hallen, spillertrøjerne, tv-oplevelsen og aktiviteter før og efter kampene. Boxer har tegnet hovedsponsoratet af både dame- og herreligaen. Det er første gang nogensinde, at en sponsor har gjort det, hvilket er et kraftigt signal om, at Boxer sammen med klubberne og divisionsforeningen i fælleskab vil løfte håndboldsporten yderligere. Boxer glæder sig til samarbejdet med SønderjyskE. ”Vi glæder os enormt meget til samarbejdet med SønderjyskE. Vi har en fællesinteresse i at gøre håndboldsporten synlig og trække så mange mennesker som muligt ind og se kampene live. Foruden nyt navn, logo på tøjet, bandereklamer med mere, så handler sponsoratet for os om sammen med SønderjyskE at få aktiveret sponsoratet, så vi er med til at give publikum en endnu bedre håndboldoplevelse” siger Phillip Phillipson,marketingchef hos Boxer, hvis tv-produkt passer godt sammen med de områder i landet, hvor håndboldinteressen er størst: “Som en af landets største tv-udbydere med mulighed for frit at sammensætte sin tvpakke, som man ønsker det, er det vigtigt for os at være synlige der, hvor vores kunder er. Klubberne i Håndboldligaerne har en geografisk spredning, der passer rigtig godt med både de områder, hvor vi har mange kunder, og hvor vi ønsker at få flere. Så det er et perfekt match for os,” siger Phillip Phillipson, marketingchef hos Boxer. Hos SønderjyskE ser man frem til samarbejdet med Boxer, og man lægger ikke skjul på at herreligaen har savnet en ambitiøs sponsor: ”Vi glæder os til at arbejde sammen med Boxer, der har vist stort engagement i sporten med sit hovedsponsorat af både dame- og herreligaen. Det bliver spændende at se, hvordan vi sammen kan oversætte sponsoratet til endnu bedre håndboldoplevelser for publikum,” siger Simon Lindhardt, sports- og salgsdirektør i SønderjyskE Herrehåndbold. Konkret betyder aftalen bl.a., at SønderjyskE får Boxerligaens logo på ærmet og at der kommer nye 3D-reklamer ved målene i begge ender af banen til SønderjyskEs kampe.