Fortsæt til indhold

Team Esbjerg inviterede til julefrokost

Arkiv
Rune Weitling

Håndbold og hyggen var i højsædet, da Team Esbjerg torsdag aften havde inviteret til julefrokost hos Blue Water Shipping på Esbjerg Havn.
170 personer - medlemmer af Team Esbjerg Business, spillere, ledere og bestyrelse - havde taget det gode humør med hjemmefra, og det var derfor kun de danske håndboldpigers slappe indsats mod Norge, der kunne ødelægge den gode stemning.
Men selv om landsholdets præstation lod meget tilbage at ønske, og ingen af de fire Team Esbjerg-spillere fik lov til at spille store roller i arvefjendeopgøret, så kunne det dog alligevel på ingen måde spolere aftenen. Team Esbjergs netværk har nemlig igennem hele sæsonen været forkælet med flot håndbold fra de lokale helte, så EM-kampen mellem Norge og Danmark endte såmænd bare med at blive støj i baggrunden under den lystige snak ved bordene.
Aftenens gæster fik i øvrigt en traditionel julebuffet fra Ho Ferie- og Aktivitetscenter, ligesom der blev disket op med amerikansk lotteri og også underholdning fra den altid festlige grundlægger af Blue Water Shipping, Kurt Skov, der blandt andet rejste sig op for at vise gæsterne, hvordan man bør drikke en snaps ordentligt. Jo, det var i sandhed en hyggelig aften.