Fortsæt til indhold

Årets sidste brag i Skansen

SønderjyskE slutter 2014 hjemme mod de formstærke oprykkere fra HC Midtjylland

Arkiv
Mikkel Hansen

En lang efterårssæson slutter, når SønderjyskE den 26. december spiller årets sidste ligakamp.
Opgøret bliver mod de fremadstormende oprykkere fra HC Midtjylland i Broager Sparekasse Skansen.
HC Midtjylland har fået en forrygende start på tilværelsen som ligahold og har ligget foran SønderjyskE stort set hele sæsonen.
Midtjylland-holdet rummer to personer med en fortid hos SønderjyskE. Playmaker Martin Hansen har tidligere optrådt i den lyseblå trøje for SønderjyskE, og han er i dag en af profilerne hos midtjyderne.
Han havde bl.a. en lille finger med i spillet, da HC Midtjylland fik uafgjort hjemme mod SønderjyskE tidligere på sæsonen. Han var småskadet og kom derfor først på banen mod slutningen af anden halvleg.
"Han gør det rigtig godt i Midtjylland med et godt presspil og gode skud og assist og et fint samarbejde med stregen," siger SønderjyskE-træner Morten Henriksen om sin gamle spiller.
Derudover har holdets cheftræner, Patrick Westerholm, tidligere stået i spidsen for SønderjyskE's damehold i ligaen indtil for to år siden. Herefter tilbragte en sæson som assistenttræner for Team Esbjerg, inden han op til denne sæson tog trænersædet hos oprykkerne fra Herning.
Blandt midtjydernes øvrige profiler er de to stregspillere Vignir Svavarsson med en fortid i Bundesligaen og Jacob Sand Sjørslev-Østergaard,
Derudover har målmand Tim Winkler og holdets forsvar spillet en stor rolle for midtjydernes flotte sæson.
"De har faktisk en ret skræmmede defensiv, og det er en stor årsag til, at de har været et top 8-hold siden oprykningen. De har flere bundsolide forsvarsspillere og mestrer både et stærkt 6-0-forsvar og en offensiv 3-2-1-variant. Nøglen til sejr bliver helt klart, at vi kan åbne deres to forsvar," siger Morten Henriksen. der ikke er i tvivl om kampens store betydning.
"Realistisk er der slutspilspladser i spil for os, og dem kæmper vi med flere hold om. Midtjylland har stort set ligget foran os hele sæsonen, men vinder vi i Skansen er vi i hvert fald bedst indbyrdes, og det kan blive afgørende i tilfælde af pointlighed," siger Morten Henriksen.