Nyt idrætscenter kan trække talenter til Vejle
Testcenter kan tiltrække idrætsfolk og brande Vejle som sportens by
Fredag den 12. december er der rejsegilde på Vejle Idrætshøjskole og Vejle Idrætsefterskoles nye Center for Sundhed, Test og Læring, som vil være klar til brug i marts.
Dermed kan skolerne snart kan se flere års hårdt arbejde blive til virkelighed. Målet er at skabe faciliteter, der kan tiltrække lokalbefolkningen såvel som tilrejsende til skolen og til Vejle.
Den nye bygning er støttet af Trefor Værdipulje og vil blive indrettet til fitness, dans, spinning og almindelig undervisning. Fra august 2015 kommer centeret også til at indeholde et nyt testcenter, der giver mulighed for relevant testning inden en lang række idrætsgrene. Normalt er sådanne testfaciliteter forbeholdt professionelle idrætsudøvere eller folk med tilknytning til universitetsverdenen. Det skriver de to skoler i en pressemeddelelse.
De nye indendørs idrætsfaciliteter vil være åbne for udlejning, når skolernes egne elever ikke har undervisning.
”Vi kommer jo primært til at bruge faciliteterne i dagtimerne. Det betyder, at offentligheden kan have gavn af faciliteterne om eftermiddagen/aftenen. Vi har åbnet dialogen med lokale foreninger, DGI og Vejle Kommune, men vi tror også på, at især de nye muligheder i testcenteret kan tiltrække tilrejsende fra de nærliggende regioner og for den sags skyld hele Danmark,” siger Ole Damgård og Frank Rasmussen, som er forstandere på henholdsvis Vejle Idrætshøjskole og Vejle Idrætsefterskole.
Det nye testcenter vil ifølge skolerne kunne tiltrække og fastholde idrætsudøvere – både breddeidrætsudøvere og idrætstalenter med ambitioner – til området. Centeret kan være med til at brande Vejle som sportens by og bruges som et led i den strategi for talentudvikling, som EliteVejle – Blandt andet i samarbejde med Vejle Idrætsefterskole - er godt i gang med at gennemføre: Nemlig tidligt at tiltrække unge idrætsudøvere fra omegnskommunerne, som for eksempel starter på Vejle Idrætsefterskole, og derefter typisk vælger at fortsætte i Vejle med en uddannelse, der er tilpasset ambitiøs træning.