Vil fortovs-servere kaffe på Gravene
Tanja Schubert har åbnet dørene til Café Glas på Gravene 6C
“Det her er mit - mit helt eget.”
Ordene er Tanja Schuberts, der efter en snes år som ansat er sprunget ud som caféejer på Gravene 6C i Haderslev.
“Jeg har altid vidst, at jeg en dag skulle have mit eget, men jeg skulle lige finde den rigtige hylde,” fortæller Tanja Schubert, som egentlig allerede havde fundet drømmelokalerne i Kolding. I sidste øjeblik skiftede hun dog kurs.
“Lokalerne i Kolding skulle renoveres fra top til tå, og byggetilladelsen var lige netop kommet i hus, men så fortrød jeg. Jeg er jo Haderslev-pige, og jeg elsker byen og menneskene her, så selvfølgelig er det her, jeg skal etablere mig.”
Fra tanke til åbningsdag havde Tanja, og ikke mindst håndværkerne, små tre uger at gøre godt med.
“Lokalerne var ret mørke, så da vi skulle male loftet for fjerde gang, var det ikke så sjovt længere. Men jeg er jo stædig, så selvfølgelig nåede vi det, for leverandører og hele baglandet havde jeg på plads.”
Nu glæder den unge iværksætter sig sammen med sit hold, som også inkluderer hendes mor Lone, til at dele sit smittende humør med gæsterne. For Tanja er hver dag på arbejde nemlig lig med en fest.
Elsker mit arbejde
“Jeg elsker mit arbejde og glæder mig hver dag til at komme afsted. Cafébranchen er jo fantastisk på den måde, at folk kommer her for at hygge sig, så vi smitter vist hinanden lidt,” siger Tanja, som slet ikke er i tvivl om at hun vil få sin bid af kunde-kagen - og den må gerne være stor.
“I enhver by er der plads til et koncept, som vores, der er en kombination af sund mad, tilberedt fra bunden, der serveres sammen med en hamrende god service,” fastslår Tanja, som er fuld af ros over samarbejdet med Haderslev Kommune.
“Kommunen har simpelthen været alletiders og hurtig til at agere på alle fronter. Bevillingen for udendørsserveringen allerede på plads nu, så til sommer har vi 50 kvadratmeter at gøre godt med på Gravene - det bliver så fedt.”