Fortsæt til indhold

Sundhedshuse er blevet handicapvenlige

Handicappede har fået bedre adgangsforhold til sundhedshuse i Sønderborg og Nordborg

Arkiv
Arkiv

Sønderborg Kommunes tilbud om sundhed og trivsel skal være tilgængelig for alle – også handicappede. Derfor er der i 2014 lavet en ny og handicapvenlig indgangsrampe ved Sundhedscentret Sønderborg. Også Sundhedshuset i Nordborg er gjort mere tilgængeligt for handicappede.
"I Sønderborg Kommune er vi stærkt optaget af, at fjerne ulighed i sundhed. Mange undersøgelser viser, at sundheden i samfundet er meget ulige fordelt. Her sætter vi ind på mange måder med tilbud målrettet særligt udsatte grupper. I denne omgang er det så Sundhedshuset i Nordborg og Sundhedscentret Sønderborg, der gjort mere tilgængelige for handicappede," siger Helge Larsen, formand for sundhedsudvalget.
I 2013 blev Sønderborg Kommunes Sundhedscenter på Grundtvigs Allé ombygget for at skabe bedre tilgængelighed for brugerne. Det skete i tæt samarbejde med Handicaprådet. Toiletforholdene blev forbedret, og det samme blev indgangene til de enkelte bygninger. Der blev også lavet et teleslyngeanlæg i et af mødelokalerne og etableret parkeringspladser for handicappede. Og i 2014 er der så lavet en handicapvenlig indgangsrampe ved hovedindgangen.
Nu er Sundhedshuset i Nordborg også gennemgået for at skabe øget tilgængelighed. Der er lavet niveau-fri adgang ved alle døre, handicaptoiletter og et særligt handicaptoilet med loftlift til plejekrævende og ikke-mobile borgere. Desuden er antallet af handicapparkeringspladser udvidet.
"Det er nogle markante forbedringer, vi har lavet. De bliver til stor glæde for de handicappede, der nu får meget bedre adgang til de fine træningsfaciliteter i både Nordborg og Sønderborg," siger Claus Klaris, næstformand i sundhedsudvalget.