Kunstværker og fritid i gruset
Milen skal være Roskildes nye grønne mødested
De tømte grusgrave omkring Roskilde skal i fremtiden bugne af kunst og fritidsmuligheder. Milen hedder den nye grønne plet ved Darup og festivalområdet på- og omkring Dyrskuepladsen. Her er den nye Himmelsø netop blevet indviet. Her vil man hvert af de næste 25 år kunne se et nyt kunstværk, udført af danske eller udenlandske kunstnere. Billedkunstneren Morten Stræde står for de første værker, som hedder henholdsvis Floating World og Lost World. Floating World skal placeres ved Himmelsøen og skal understrege landskabets form. Det er en 40 meter lang optegning i beton af højdekurverne i terrænet, som placeres på en vestvendt skråning med udsigt over søen.
Mødestedet
Strædes andet værk, Lost World, bliver et stort kunstværk, der kommer til at ligge højt og synligt på toppen af en kunstig bakke, der er opstået efter grusgravningen. Dermed bliver det et vartegn for Milen tæt ved Dyrskuepladsen. Lost World er omgivet af tre andre bakketoppe og skal fungere som mødested under festivalen, udkigspunkt og kælkebakke alt efter årstiden. De næste kunstnere i området er endnu ikke udpeget, men skal findes gennem konkurrencer og invitationer. Hele Milen inddeles i ti forskellige områder med hvert et specielt kendetegn. Områderne Himmelsøen, Eventscenen og Spisekammeret er allerede klar til nye beplantninger, aktiviteter og kunstværker. De næste gravefelter bliver Geokammeret og Terrasserne.
Grusgrave
Roskilde Kommune har opkøbt Darup Grusgrav og Kamstrup Grusgrav, hvilket sikrer offentlighedens adgang til de store landskabsområder. Darup Grusgrav tiltrækker allerede gæster i dag med sit store søområde og fine naturoplevelser. Som led i kommunens Grøn Blå Strategi har man ansøgt om midler til naturpleje og stiforløb i området og har også tanker om en badestrand langs søbredden. Kamstrup Grusgrav lige syd for Dyrskuepladsen er færdigudgravet, men mangler endnu den sidste efterbehandling. En helhedsplan for området peger 25 år ud i fremtiden og skitserer, hvordan området i kølvandet på grusgravningen skal omdannes til et kultur- idræts- og fritidsområde nær ved byen. Både de store begivenheder, såkalde 'events', og hverdagsliv skal drage nytte af de samme arealer og faciliteter, og naboskabet til Musicon skal give et tæt samspil mellem den musiske bydel og området med rekreative tilbud. ag@roskildeavis.dk