Fortsæt til indhold

Højvande i Digterhaven

En læser har sendt billeder ind, der viser, at Digterhaven er kommet på overarbejde

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Det ser ud til, at Digterhaven er kommet på overarbejde.
'Digterhaven – de 5 haver' er placeret i det grønne område i Sønderborgs 'Digterkvarter' med bebyggelse til alle sider.
Området er både udlagt til rekreativt område, samtidig med at det skal forhindre de tidligere så hyppige oversvømmelseshændelser i krydset Grundtvigsalle og Skovvej,
En del af løsningen på dette problem er at opmagasinere og forsinke regnvandet i 'de 5 haver'. Ikke mindst ved situationer med 'monsterregn'.
Men selvom det har regnet en del på det sidste, kan man vist ikke kalde det for 'monsteregn'. Alligevel har digterhaverne lige nu samlet en hel del regnvand sammen i bassinerne.
Det viser de to billeder med højvande, som læser af Lokalavisen Niels Hasberg har indsendt.
"Vi har aldrig set så meget vand i Digterhaven. Vandet er steget cirka 13 cm på et halvt døgn. Normalt er der cirka 1 meter fribord på vores broer," fortæller han.

Fakta om Digterhaven

'Digterhaven – de 5 haver' kan opmagasinere cirka 4000 m3 regnvand. Dette skulle ifølge Sønderborg Forsyning, Sønderborg Kommune og Grontmij, som har stået bag etableringen, svare til, at der kan tilbageholdes et volumen svarende til den værste regnhændelse, man har målt i Sønderborg, siden man begyndte at registrere regnhændelser for 32 år siden.
Ifølge planen skal udløbet fra 'Digterhaven' drosle afløbsvandføringen svarende til den naturlige baggrundsafstrømning fra det bagvedliggende opland, dvs. ca. 1 l/s/ha.
De 5 haver blev indviet i begyndelsen af efteråret 2013.

Foto: Niels Hasberg