Var på børnehjem i Chile
Folketingspolitiker Lotte Rod er glad for jul og mindes især to juleaftener:
“Alle mine juleaftener som barn tænker jeg tilbage på med glæde, men særligt én står klart i min erindring. Her havde vi mine bedsteforældre på besøg, og da min bedstemor alle år havde stået for at putte mandlen i risalamanden, fik hun jo aldrig selv mandlen. Så dette år havde vi, uden hun havde set det, puttet en mandel i alle portioner. Hun havde sådan et særligt udtryk, da hun fik den og var ellevild af glæde, men også ret hylet ud af den,” siger Lotte Rod med et grin og husker en anden juleaften:
“Da jeg blev større rejste jeg meget, og jeg husker tydeligt en juleaften, hvor jeg var alene i Chile. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle, så jeg endte med at tage hen på et børnehjem, hvor jeg så var sammen med dem, der boede der, ligesom jeg arbejdede lidt. Blandt andet var jeg ude og handle slik til alle børnene,” lyder det med et smil fra Lotte Rod, der mener, at det mest fantastiske ved julen er, at man har tid til at være sammen med dem, man holder allermest af.