Fortsæt til indhold

Katjas brev fra fronten vandt

To hundrede skoleelever skrev breve fra Første Verdenskrigs skyttegrave. Den bedste fortælling kom fra Katja

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Omkring 200 skoleelever fra 6. til 9. klasse har deltaget i en konkurrence udskrevet af Rigsarkivet i anledningen af 100-året for Første Verdenskrig.
Konkurrencen 'Kære Marie, kære Andres' gik ud på at skrive, hvad de ville fortælle, hvis de var 17 år og i krig. Eller hvad de ville fortælle til deres soldaterkæreste om livet derhjemme. De mange deltagende børn fra hele landet har derfor kastet sig over en fiktiv brevveksling mellem en ung soldat, Andreas på 17 år, og hans kommende hustru Marie.
Katja Pham, som går i 8.b på Broager Skole, greb det lidt anderledes an. I stedet for at skrive breve lavede hun en lille film.
"Det var vores lærer, som meldte os til konkurrencen, så egentlig var den en slags lektie," fortæller Katja, der ellers ikke er specielt historie-interesseret.
"Historie er sjovt nok, men det er mere det at skrive og at lave video, som jeg synes er spændende."
Hun blev både overrasket over at vinde konkurrencen og over den store opmærksomhed, hun pludselig fik.
"Jeg havde fået at vide, at der nok kom én fra den lokale avis. Men jeg vidste ikke, at det ville blive så stort," smiler hun.
Foruden tre fotografer, journalister og en kameramand fra TV Syd havde rigsarkivar Asbjørn Hellum taget turen fra København til Broager Skole for personligt at overrække præmien, som bestod af en biograftur til hele klassen, og en særlig plakat i to eksemplarer, hvoraf den ene sikkert hænger på væggen i Katjas værelse nu, mens den anden skal have en fin placering på skolen.
"I dommerkomitéen var vi imponerede over, hvor professionelt du har lavet din film, og hvor meget energi du helt tydeligt har lagt i det med fine klip og et fint sprog," roste Asbjørn Hellum, som dog også kom med en lille reprimande.
"Som historiker har jeg ikke kunnet undgå at bemærke, at du har digtet lidt over kilderne, og det må man jo ikke," lød det fra rigsarkivaren.
Det så dog ikke ud til at give skår i glæden hos den glade vinder eller hos hendes klassekammerater, som nu kan se frem til en tur i biffen med popcorn, og hvad dertil hører.

Katja Pham, som går i 8.b på Broager Skole, blev vinder af en landsdækkende konkurrence udskrevet af Rigsarkivet. Foto: Svend Mikael Larsen