Flere enlige søger julehjælp
Maskerne i det sociale sikkerhedsnet er blevet for store, siger Christian Jochimsen
Flere og flere falder igennem det sociale sikkerhedsnet og har brug for ekstra hjælp til at komme gennem julen.
I år har 300 personer fra Roskilde søgt Frelsens Hær om hjælp, fortæller leder Christian Jochimsen.
Han regner med, at være nødt til at sortere nogle af de mange ansøgerne fra. Ikke fordi de ikke har det trangt nok, men fordi de indsamlede penge og donationer indtil videre rækker til at hjælpe 250 familier og singler.
Mange har det svært
- Vi oplever, at flere og flere falder igennem systemet og har brug for vores hjælp, siger Christian Jochimsen.
Det kan han se, når han læser de mange ansøgninger igennem, der strømmer ind.
- Vi får mange henvendelser fra arbejdsløse, folk der er røget ud af dagpengesystemet og som lider af alvorlig sygdom, siger hærlederen.
I år har Frelsens Hær fået usædvanligt mange henvendelser fra enlige, der har svært ved at gøre noget ekstra ved julen.
Gavmilde roskildensere
Christian Jochimsen har været leder i Frelsens Hær Roskilde i lidt over et år.
Han glæder sig tit over, hvor gavmilde folk er, når han står sammen med hustruen Susanne og andre fra hærren og samler ind midt i byen.
- Forleden fik vi samlet 4.500 kroner ind på blot en time. Det er jeg meget taknemmelig for, siger han og fortsætter:
- Det kan godt være, at der er nogen, der synes, vi er lidt tossede, men det gør ikke noget, når de bare lægger en tyver.
- Jeg er taknemmelig over den gavmildhed, vi møder hver gang vi går på gaden. Den hjælper os videre i det, vi gør, og den hjælper mange mennesker.
På lørdag bliver gaverne fra Frelsens Hær delt ud.
Tirsdag 23. december holder hæren julefest for 50 personer, hovedsageligt enlige.
27. december er der julefest for familier med børn.
ag@roskildeavis.dk