“Øsby er et fantastisk sted at bo”
Familien Mathiesen Thygesen er ikke i tvivl: Øsby er bare det bedste sted at bo
De stammer fra henholdsvis Kolding og Vilstrup. I dag hedder basen for familien Mathiesen Thygesen imidlertid Øsby i Haderslev Kommune, og det er et valg, som de bestemt ikke har fortrudt.
“Det var ved et tilfælde, at valget faldt på Øsby. Og det er vi simpelthen så glade for i dag, for det er bare et fantastisk sted at bo,” siger Jonas Thygesen, der også sidder i beboerforeningens bestyrelse. I Øsby kommer man hinanden ved, og der er god kontakt på tværs af alle aldersgrupper. Og det er noget som tiltaler det unge par, som er forældre til to små piger. Vil man opdateres omkring, hvad der rører sig i Øsby, så er det en god idé at smutte forbi den lokale købmand, hvor man kan meget andet, end bare at ordne indkøbene.
“Det er selvfølgelig en smagssag, om man ønsker den tætte kontakt til de andre i lokalsamfundet. Vi synes det er rart, at man kommer hinanden ved,” tilføjer Anne Matthiesen og fortsætter:
“Dette giver sig også udtryk i de forskellige arrangementer her i byen, som der er en fantastisk opbakning til, hvilket gælder alle aldersgrupper.”
Som børnefamilie påskønner parret desuden det gode samarbejde mellem skole og daginstitutioner i Øsby.