Inaktivitet bringer sydvestjyske husejere på glatis
PLIGTEN KALDER: Der er ingen vej uden om for husejeren, når frosten bider sig fast, og der kommer sne og is. Så er det frem med sneskovl og kost, lyder rådet fra GF Forsikring i Esbjerg. Lader man stå til, kan det blive dyrt for husejeren
Når den hvide pulversne ligger nyfaldet og uberørt, kan det være et smukt syn. Ligesom det kan være fristende at lade sneen ligge, for det smelter på et eller tidspunkt, tænker mange.
"Men vælger man at lade sneen ligge, kan det få økonomiske konsekvenser, for det er grundejeren, der som udgangspunkt står med ansvaret, hvis nogen kommer til skade på ens grund," fortæller Riccardo Krogh Pescatori, kommunikationskonsulent hos GF Forsikring.
"Derudover risikerer man også en bøde for blot at være sløset med snerydningen. Skraldemanden og postbuddet kan også nægte, at udføre deres arbejde, hvis de risikerer liv og lemmer, når de begiver sig ind på den sne- og isdækkede grund," tilføjer Riccardo Krogh Pescatori.
Hvad siger loven om snerydning og glatførebekæmpelse?
Loven siger, at man, som privat grundejer skal sørge for at rydde fortovet så hurtigt som muligt, og man skal også sikre mod glat føre ved at salte eller sprede grus, så snart det begynder at blive glat.
I praksis er reglerne dog, at fortovet skal være fri for sne mellem klokken 7 om morgenen og 22 om aftenen. Om søndagen kan man sove lidt længere, for da skal fortovet være ryddet senest klokken 8.
Faldskader og forsikringer
Det kan ske, at man som husejer ikke har nået at snerydde eller sørge for at glatførebekæmpe tilstrækkeligt, og dermed er der risiko for at en gæst eller en forbipasserende kan falde og komme til skade.
Hvis en person glider og kommer til skade på det område, hvor man har snerydningspligt, skal husejeren kontakte sit forsikringsselskab og anmelde skaden.
"Lov ikke erstatning til den person, der er kommet til skade. Det er forsikringsselskabet, der skal vurdere, om man har overtrådt reglerne for glatførebekæmpelse og kan bebrejdes uheldet. Kan man det, vil forsikringen sørge for, at den tilskadekomne får erstatning," slutter Riccardo Krogh Pescatori.