Fortsæt til indhold

Dødsulykke i Jyllinge

Arkiv
Anette Gundlach

En 47-årig kvinde fra Hillerød blev lørdag ved 17.30-tiden dræbt i et frontalsammenstød på Frederiksborgvej nord for Jyllinge, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Kvinden havde også sine to døtre på 18 og 16 år med sig i bilen.
En 51-årig mand kørte på vejstrækningen mellem Roskilde og Slangerup usikkert og skiftede pludselig over i den modsatte vejbane, hvor han ramte direkte ind i bilen med den 47-årige kvinde og døtrene, oplyser politiet.
Den 47-årig kvinde blev kørt på hospitalet efter ulykken, men hendes liv stod ikke til at redde.
De to døtre meldes uden for livsfare, mens den 51-årige er svært tilskadekommen, men udenfor livsfare.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man stadig mangler at få svar på blodprøverne, som den 51-årige fik taget efter ulykken. Prøverne vil vise, om manden var påvirket, da han kørte bilen.