Unge laver video om unge
Unge vil gerne vise hvordan det er at være ung i Haderslev
Mange kan nok huske, at der ved dette års officielle nytårskur blev "high-fivet" under overskriften More Mojn. Haderslev Erhvervsråd og Haderslev Kommune har hen over dette efterår ført den gode energi videre og har besøgt hele kommunen for at tale med borgere i alle aldre. De unge har lavet videoer, som nu kan ses af alle.
"Jeg er meget imponeret over den kreativitet, de unge har lagt i arbejdet med at producere videoer om livet her i kommunen," siger erhvervsdirektør Gert Helenius og tilføjer, at han er meget stolt af de vindere, der er fundet. "Det er virkelig flotte bidrag i den konkurrence, vi valgte at søsætte."
På www.moremojn.dk og www.facebook.com/moremojn kan man se både alle bidrag til konkurrencen samt videoer fra bl.a. Gram, Vojens, Øsby, Fjelstrup og Haderslev. Vinderen af videokonkurrencen blev i fællesskab Lasse Winther, Jonathan Lund Jensen, Matthias Berg og Jesper Poulsen, som til daglig er elever på Haderslev Katedralskole.
"Det er en virkelig flot video, som der tydeligvis er lagt rigtig mange timer i" siger Rasmus Elbæk Rysgaard, som via firmaet VOSTOK kommunikation har været tovholder på videodelen, og som også har produceret en del af de øvrige videoer.
Sideløbende med videokonkurrencen har More Mojns "unge-junta" bestående af gymnasie- og VUC-eleverne Emilie Sindbjerg Duelund, Metteline Ibsen og Thomas Dall været på besøg rundt i kommunen for at snakke med andre unge. More Mojns tre unge rapportere har gået tæt på – også på det, der måske fungerer knap så godt i unges dagligdag.
"På denne måde har vi fået et ærligt og godt indtryk af livet for unge i kommunen," siger Gert Helenius, som glæder sig til at arbejde videre med de inputs, der er kommet ud af More Mojns tur rundt i kommunen. "De unge er fremtiden – så det er vigtigt for alle, at de har det godt – også for erhvervslivet," slutter han.