Bøvs

Det er julefrokost tid, og det er ikke så godt. Ikke for min mave i hvert fald. For jeg elsker mad, og ja... hvad skal jeg sige.
Jeg elsker sild med en lille pikant bitterhed, der lægger sig på rugbrødet og under karrysalaten og løgringen.
Jeg elsker flæskestegen, især når jeg det salte stykke svinehud i form af sprød svær knaser mellem tænderne.
Jeg elsker den stegte og julekrydrede medisterpølse med vreden julekål til. Jeg elsker små frikadeller, der hygger sig på tallerkenen ved siden af den syrlige rødkål.
Jeg er vild med sylte og den stærke sennep, og selvfølgelig lige toppet med en syltet rødbede. Og stik mig gerne den lune leverpostej med bacon, for det er også bare et must.
Mmm, jeg nyder også at sætte tænderne i smørstegte fiskefileter, og der skal være godt med remoulade til - selvfølgelig - og laks og røræg kan jo altid glide ned. Kokken er selvfølgelig også altid velkommen til at skære en blodpølse i skiver og varme dem på panden. Uh, der skal sukker eller sirup til.
Og der skal også være plads til frugtsalaten til dessert. Og ost på kiks. Og ris a la mande.
Det hele skylles ned med en skarp snaps og en mørk juleøl, og selvfølgelig skal det hele krydres med godt selskab.
Jo, som du måske aner, så kan jeg godt lide det traditionelle julefrokostbord, og det er en farligt ting.
Efter sådan en omgang er ens kolesteroltal banket op på et par hundredetusind, og min læge skal i hvert fald ikke sidde med til bords. Hun ville få nervøse trækninger omkring øjnene over madorgiet.
Men sådan en julefrokost smager sgu godt.
Heldigvis for ens sundhed smager det kun godt en gang om året. Alle gangene derefter er det ikke helt det samme. Det er ligesom om, at maven og øjnene ikke kan mættes første gang, men så til gengæld derefter går i hvileposition. Det er ikke altid, de får lov, for der kan være både to og tre julefrokoster per sæson, men efter første gang har både mave og øjne nu mest lyst til at vente et år på næste julefrokost.
For de fleste er det jo en tradition, som hører julen til, men det traditionelle julefrokostbord er nu ikke længere en selvfølge, for verden forandrer sig. Og heldigvis for det.
Julefrokost nu til dags kan også byde på salater med blåost og dadler, eller chili con carne uden kød eller sushi eller hjortekød på ærtepuré eller....ja, alt kan snart lade sig gøre, og det er nu godt nok. I hvert fald set fra min stol, for hvad pokker: Jeg kan også godt lide alt det mere moderne.
Vi får eksempelvis på anden juledag altid den svenske ret Janssons Fristelse (ikke særligt moderne i Sverige men moderne på danske borde), og det er sgu en meget lækker ret. Lavet på kartofler og ansjoser. Og nå ja fløde, så kære læge, kig lige væk for en stund.
Uanset hvad så er julefrokoster kommet for at blive, men jeg har fundet ud af, at jeg godt kan lide en julefrokost, der udfordrer den traditionelle af slagsen.
Men ikke hele vejen. Der skal stadig snaps til, og der må gerne skråles med på 'Støvledans' og 'Do They Know Its Christmas', den originale version selvfølgelig, og mon ikke jeg efter maden får lyst til en morfar, for jeg er jo ikke tyve år længere.
Men hey, det er juletid, og dermed julefrokosttid, og så går min mave i selvsving, men jeg prøver på at styre mig.
Det vil nemlig glæde min læge, og det vil trods alt helt sikkert også glæde mig og min mave.
Bøvs.