EUC Syd gør Danfoss mere innovativ
EUC Syd hjælper medarbejdere på Danfoss til at få en større forretningsforståelse og tænke innovation ind i deres daglige arbejde
Med mere end 23.000 ansatte og en ambition om at være globale trendsættere kan det være en mundfuld at formidle en klar strategi til alle i en organisation.
Den udfordring står Danfoss over for hver eneste dag. Derfor har de partnet op med EUC Syd, som de seneste år har undervist medarbejderne på Danfoss Power Electronics i Gråsten i at være innovative og få strategien Core & Clear ind under huden.
En evaluering viser, at deltagerne er meget tilfredse med det kursus. Kursisterne svarer også, at undervisningen er tilfredsstillende planlagt og har et højt fagligt niveau. Succesen er så stor, at Danfoss har besluttet at gøre kurset til en del af basisuddannelsen for alle deres produktionsmedarbejdere.
Næste modul på vej
Fabrikkerne i Silkeborg, Viby og Århus starter allerede op på kurset i det nye år, og hos EUC Syd er man i gang med at forberede næste modul 'Get Going', som handler om, hvordan medarbejderne kan være med til at skabe vækst på Danfoss' kerneområder.
I Core & Clear kurset gennemgås en række teoriområder inden for forretningsforståelse og innovation. Og deltagerne kommer igennem hele processen fra idé til handling. Efterfølgende bliver teorien omsat i helt konkrete initiativer, hvor deltagerne skal komme med forslag til forbedringer på deres arbejdsplads. De bliver i grupper bedt om at kortlægge udvalgte problemstillinger, som de står over for hver dag. Det kan være arbejdsstillinger, der er uhensigtsmæssige, værktøj der ikke fungerer optimalt eller nye arbejdsgange der skal gøre Danfoss mere konkurrencedygtig. Hver gruppe skitserer idéen, kostprisen, og hvad tilbagebetalingstiden vil være.
Når kurset er slut, bliver ledelsen inviteret ind og får præsenteret idéerne. Der er altid et stort fremmøde, og idéerne bliver taget alvorligt. Her bliver de vurderet og holdt op imod den samlede forretningsplan og Danfoss" overordnede strategi.
Kurset giver ikke bare deltagerne en forståelse for, hvordan de kan bidrage til den samlede strategi, men den giver også en intern stolthed. Medarbejderne føler, at de bliver taget alvorligt, og at det nytter noget at bringe nye idéer og forbedringsforslag ind i virksomheden.
"Kurset starter med, at vi får afdækket vores personprofil hver især. Det bevirker, at vi hurtigt får en forståelse for, hvilke typer der er repræsenteret, og hvem vi er som mennesker," siger en af de tidligere deltagere Lotte Vahl Nielson.