Tre-årig sagde nej tak til julegave
Her fortæller Hanne Meyer, formand for Ældresagen i Esbjerg, om sin mest mindeværdige jul:
“Jeg tænker på to oplevelser. Den første, for mange år siden, da min ældste søn Peter var tre år og oplevede en juleaften. Der var jo rigtig mange gaver under juletræet til familiens første barn fra bedsteforældre på begge sider. Han fik en gave - en brandbil og blev meget glad. Så fik han en gave mere, men han gav den tilbage til giveren - sin morfar - med ordene “Jeg har fået en gave!”
"Min anden dejlige juleoplevelse oplever jeg hverandet år, hvor har den store glæde at samle hele min familie - mine fem børn, svigerbørn og ti børnebørn og oldebarn i tre dage i et stort hus i Sønderho. Vi er sammen om de praktiske opgaver på tværs af familier og alder, og dagene går med gåture, leg og latter og historiefortælinger,” siger Hanne Meyer og tilføjer:
“Jeg er taknemmelig over, at alle prioriterer samværet. I år bliver vi 22. Det er ottende gang, vi skal holde jul på denne måde.”