Fortsæt til indhold

Usikker fremtid for Fanøs postbutik

Arkiv
Arkiv

Fanø Erhvervs- og Turistråd har meddelt Fanø Kommune, at foreningen ikke fremover kan påtage sig den økonomiske forpligtelse, der er forbundet med at drive Fanø Postbutik under de nuværende vilkår, som betyder, at Postbutikken kommer ud med et underskud på 200.000 kr.
Findes der ikke en anden finansiering af Postbutikken vil Fanø Turist- og Erhvervsråd derfor opsige aftalen med Post Danmark, og Postbutikken vil i sin nuværende form lukke den 31. marts 2015. Borgmester, Erik Nørreby siger:
“Såfremt Post Danmark og Fanø Turist- og Erhvervsråd ikke i fællesskab finder frem til en løsning, så Postbutikken kan fortsætte i det regi, vil Post Danmark skulle finde en anden samarbejdspartner, så butikken kan drives videre andetsteds på øen, og derfor er jeg fuld af fortrøstning i forhold til den fremtidige postbetjening på øen.”
Baggrunden for denne udtalelse finder borgmesteren i den tillægsaftale til aftale af 27. maj 2010 om sikring af befordringspligten på et liberaliseret postmarked, som Regeringen sammen med Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, vedtog i 2013. Heri står bl.a. :
“...På øer uden fast broforbindelse, som er selvstændige kommuner, bibeholdes fuld servicebetjeningssteder.”
Fanø Kommune afventer de videre forhandlinger mellem Fanø Erhvervs- og Turistråd og Post Danmark, og i mellemtiden opfordrer Borgmester Erik Nørreby evt. andre parter til at melde sig på banen.