Ny båd er allerede solgt i 11 eksemplarer før den er lavet
Det lokale bådværft Quorning Boats præsenterer en Skandinaviens-premiere
Familien af hurtige trimaraner fra Quorning Boats i Skærbæk får et nyt medlem, når Dragonfly 25 ser dagens lys i starten af det nye år. Den nye lillesøster får verdenspremiere på Boot Düsseldorf i januar, og måneden efter er der Skandinaviens-premiere på Boat Show i Fredericia.
“Det er måske lidt atypisk at downsize – trenden på markedet har i mange år været den modsatte. Men vi har store forhåbninger til 25'eren, som vi mener kan få et nyt og yngre publikum i tale,” fortæller indehaver Jens Quorning.
“Der er et voksende segment, hvor det at sejle er noget man gør sideløbende med at spille golf, køre motorcykel, rejse med videre,” siger Jens Quorning.
Trimaranen koster omkring 660.000 kroner. Drangonfly 25 er stadig under udvikling, men der er allerede solgt 11 eksemplarer af den.
I det hele taget er al snak om krise for længst forstummet på værftet. Cirka hver ottende arbejdsdag forlader en ny båd værftet. 95 procent af produktionen går til eksport.
Fredericia Boat Show: 27. februar-1. marts og 5.-8. marts.