Fortsæt til indhold

Casper U. satser på VM-billet til Qatar

Der er plads til både Anders Eggert og mig ved VM, siger Casper U. Mortensen

Arkiv
Mikkel Hansen

Casper U. Mortensen er blandt de 19 spillere, som landstræner Gudmundur Gudmundsson har udtaget til VM-lejren i Aarhus fra 2. januar samt landskampen mod Sverige i Malmø den 5. januar og Totalkredit Cup weekenden efter.
Den 15. januar begynder VM i Qatar, men inden da skal yderligere tre spillere skæres fra truppen.
Casper U. Mortensen er dog overbevist om, at der er plads til ham i truppen.
"Jeg har fine muligheder for at komme med til Qatar. Jeg har været med til de sidste to slutrunder, og jeg satser på at komme med til min tredje slutrunde i træk sammen med Anders Eggert. Vi har et godt samarbejde og supplerer hinanden godt. Vi er et stærkt makkerpar."

Spilleglæde i SønderjyskE

Da landsholdet var samlet sidst i oktober, sad Casper U. Mortensen over i begge kampe mod Litauen.
"Jeg har fået en fin forklaring fra Gudmundur Gudmundsson. Han var usikker på nogle ting omkring bagkæden og ville gerne afprøve forskellige muligheder. Derfor sad jeg over, men jeg fik at vide, at jeg ikke skulle opfatte det som et fravalg. Jeg kan jo ikke gøre andet end at træne godt, men jeg satser bestemt på at komme til Qatar med Anders."
Casper U. Mortensen føler selv, at skiftet i starten af sæsonen fra BSV til SønderjyskE har styrket hans chancer på landsholdet.
"Jeg har fået spilleglæden tilbage, og jeg tror, at folk har kunne se, at jeg stråler af energi og selvtillid. Jeg har fået gode medspillere, der sætter mig op i fine situationer. I BSV havde jeg en træner, der ikke ville bruge mig, fordi han havde sine egne planer, men i SønderjyskE får jeg meget spilletid, og det er selvfølgelig altafgørende."

Midtjylland skal besejres

Inden VM og Qatar venter sæsonens sidste kamp for SønderjyskE mod HC Midtjylland den 26. december.
"December er vigtig måned i forhold til slutspillet, så der skal vi gerne slutte med at nappe begge point mod Midtjylland. Vi spiller uafgjort mod dem i Herning, fordi vi dummer os mod slutningen. Det bliver en kamp med masser af tænding og gejst," siger Casper U. Mortensen, der ikke er overrasket over midtjydernes gode sæson.
"Midtjylland er ikke et klassisk oprykkerhold. De har hentet flere spillere, der har været med i gamet i mange, så de har masser af rutine, i modsætning til f.eks. Lemvig, der primært satser på unge spillere af økonomiske årsager. I mine øjne er Midtjylland et slutspilshold."